Coronaåben kirke
Endelig har vi fået mulighed for at være sammen igen til gudstjeneste i vores kirke.
Kirken bliver coronaåbnet. Regeringen og folketinget er så småt ved at kunne åbne Danmark igen og give os plads til en mere genkendelig tilværelse. ”Verden bliver aldrig den samme som før”, er der blevet sagt mange gange i løbet af de sidste godt to sygdomssmittende
måneder. Og det er jo helt rigtigt. Coronavirus eller ej. Dagen i går får vi under ingen omstændigheder tilbage. Hver ny dag, vi får, vil altid være fyldt med forandringens muligheder i forhold til i går. Det kan være en pandemi, som den aktuelle, der får os til at indse dét, og dermed erkende, at vi selv er medansvarlige for, om de nye muligheder bliver til det gode eller ej. Det kan være så meget andet, der hændte i går eller dagen før, der får os til at reagere anderledes nu, i dag, som jo, som bekendt, er den første dag i resten af vores liv.
Så vidt jeg har erfaret er der, Gudskelov, ingen i menigheden, der er blevet inficeret med Covid-19. Dog kan nogle af os være blevet ramt af anden sygdom eller dårligdom. Noget, som medvirker til, at vi ikke blot kan, men skal tage vores tilværelse op til revision. Nogle har måske ligget på hospital eller i sygeseng derhjemme, andre, som ikke har et godt helbred, de svagelige, har ikke kunnet få de besøg, de måske har trængt allermest til. Børn, forældre, bedsteforældre og børnebørn har måttet undvære hinanden. Ingen kram, ingen omfavnelser – der er nok, der har kunnet stemme vort sind med mørke og afsavn. Vi har måttet lære at klare det. Også uden at få opfyldt vores sædvanlige forventninger til hinanden. Det er måske noget af det bedre, denne pandemi har bragt med sig: vi har måttet lære at give vores forventninger et godt og grundigt eftersyn. For hvor har vi mennesker let ved at tro, vi kan styre vores omverden ved hjælp af forventninger; alle vores meninger om, hvad vi synes, ”de andre” bør gøre for os - ”De kunne da godt lige.....”. Eller: ”Ja, jeg troede faktisk, at sådan og sådan én
som dig, skal gøre / skal stå for det og det....”. - alt det har vi måttet lægge til side. For vi har ikke været sammen,men netop hver for sig.
Ingen har kunnet opfylde vores for-ventninger, og vi har heller ikke kun-net opfylde andres forventninger til os.
Mange af os har i den grad savnet gudstjenestens fællesskab. Nu kan vi mødes igen. Det bliver dog ikke på helt samme måde, som vi plejer. Vi skal ikke forvente, at det bliver på samme måde. Derfor kan vi (heldigvis) heller ikke blive skuffede. Nu skal vi være endnu mere bevidste om, at når vi passer på os selv, hver især, hjælper og passer vi på hinanden. ”Sammen, men hver for sig”. Vi må acceptere og respektere de restriktioner og anvisninger Co-vid-19 har medført. Det kan vi sag-tens. Vi har lært det gennem de sidste godt to smukke og dejlige forårs-måneder. Hvor har det været til stor glæde, at årstiden og vejrliget i den grad har præsenteret sig fra sine bedste sider.
Snart bliver det sommer. Det er endnu ikke givet, at sommerens og efterårets planlagte begivenheder, bliver afviklet, sådan som vi havde håbet det. Det er vores vilkår. Men der kan ske så meget andet. Nyt kan og nyt vil opstå. Lad os med fortrøstning se fremtiden i møde.
Lad os frygte det værste, men tro og håbe det bedste. Lad os sige nej til de tanker og erindringer, der gør vores liv trist og stemmer os med mismod.
Lad os sige ja, ja endda: ja tak, til hver ny dags utallige muligheder for at skabe glæde i vores eget og ”alle de andres” liv. Sammen – og hver for sig. Til gavn og glæde.
Margrethe
Kirken bliver coronaåbnet. Regeringen og folketinget er så småt ved at kunne åbne Danmark igen og give os plads til en mere genkendelig tilværelse. ”Verden bliver aldrig den samme som før”, er der blevet sagt mange gange i løbet af de sidste godt to sygdomssmittende
måneder. Og det er jo helt rigtigt. Coronavirus eller ej. Dagen i går får vi under ingen omstændigheder tilbage. Hver ny dag, vi får, vil altid være fyldt med forandringens muligheder i forhold til i går. Det kan være en pandemi, som den aktuelle, der får os til at indse dét, og dermed erkende, at vi selv er medansvarlige for, om de nye muligheder bliver til det gode eller ej. Det kan være så meget andet, der hændte i går eller dagen før, der får os til at reagere anderledes nu, i dag, som jo, som bekendt, er den første dag i resten af vores liv.
Så vidt jeg har erfaret er der, Gudskelov, ingen i menigheden, der er blevet inficeret med Covid-19. Dog kan nogle af os være blevet ramt af anden sygdom eller dårligdom. Noget, som medvirker til, at vi ikke blot kan, men skal tage vores tilværelse op til revision. Nogle har måske ligget på hospital eller i sygeseng derhjemme, andre, som ikke har et godt helbred, de svagelige, har ikke kunnet få de besøg, de måske har trængt allermest til. Børn, forældre, bedsteforældre og børnebørn har måttet undvære hinanden. Ingen kram, ingen omfavnelser – der er nok, der har kunnet stemme vort sind med mørke og afsavn. Vi har måttet lære at klare det. Også uden at få opfyldt vores sædvanlige forventninger til hinanden. Det er måske noget af det bedre, denne pandemi har bragt med sig: vi har måttet lære at give vores forventninger et godt og grundigt eftersyn. For hvor har vi mennesker let ved at tro, vi kan styre vores omverden ved hjælp af forventninger; alle vores meninger om, hvad vi synes, ”de andre” bør gøre for os - ”De kunne da godt lige.....”. Eller: ”Ja, jeg troede faktisk, at sådan og sådan én
som dig, skal gøre / skal stå for det og det....”. - alt det har vi måttet lægge til side. For vi har ikke været sammen,men netop hver for sig.
Ingen har kunnet opfylde vores for-ventninger, og vi har heller ikke kun-net opfylde andres forventninger til os.
Mange af os har i den grad savnet gudstjenestens fællesskab. Nu kan vi mødes igen. Det bliver dog ikke på helt samme måde, som vi plejer. Vi skal ikke forvente, at det bliver på samme måde. Derfor kan vi (heldigvis) heller ikke blive skuffede. Nu skal vi være endnu mere bevidste om, at når vi passer på os selv, hver især, hjælper og passer vi på hinanden. ”Sammen, men hver for sig”. Vi må acceptere og respektere de restriktioner og anvisninger Co-vid-19 har medført. Det kan vi sag-tens. Vi har lært det gennem de sidste godt to smukke og dejlige forårs-måneder. Hvor har det været til stor glæde, at årstiden og vejrliget i den grad har præsenteret sig fra sine bedste sider.
Snart bliver det sommer. Det er endnu ikke givet, at sommerens og efterårets planlagte begivenheder, bliver afviklet, sådan som vi havde håbet det. Det er vores vilkår. Men der kan ske så meget andet. Nyt kan og nyt vil opstå. Lad os med fortrøstning se fremtiden i møde.
Lad os frygte det værste, men tro og håbe det bedste. Lad os sige nej til de tanker og erindringer, der gør vores liv trist og stemmer os med mismod.
Lad os sige ja, ja endda: ja tak, til hver ny dags utallige muligheder for at skabe glæde i vores eget og ”alle de andres” liv. Sammen – og hver for sig. Til gavn og glæde.
Margrethe