Dåben er guds gave
Livet er en gåde - det er her, helt uden fornemmelse for dengang, da det ikke var der, men nu er det her, og gør sin indflydelse gældende; liv begærer mere liv. Livet folder sig ud igen og igen, som arvemateriale med nye former og mod nye arter; en naturlig udvælgelse, der bliver til en oprindelse, fordi den foregår over så ufattelig lang tid, og en oprindelse, der bliver til en udvælgelse, hvis livet slutter med døden. Livet er en gave - det sker, at enhver tanke om arternes oprindelse og tilfældig udvælgelse går i stå, når man som far eller mor, står med et nyfødt barn i sine arme. Så skuer man universets visdom i de dybblå øjne, og hvisker forundret: ”Hvem er du? og hvor kom du fra?” Spædbarnet svarer ikke, for det er jo bare det sidst ankomne ud af syv og en halv milliard. Det er helt, og det er aldeles afhængig af at blive taget i favn og kaldt ved navn, men det gør ikke kærligheden mindre; hjertet fyldes til bristepunktet, og vægten af tre kilo menneskebarn er alt for tung ved tanken om, at det kun er den stærkeste, der overlever.
åben er den største gave - en modsætning til alt ondt, og en modsigelse af et liv, der slutter med døden. Dåben, som den største gave, sætter livet, som den første gave, ind i Guds fortælling. I den fortælling gives barnet tilbage til Gud, han ser det med sit kærlige blik, sætter sit mærke på barnets pande og bryst og lader det blive genfødt til et liv, der ikke er en udvælgelse til døden, men et liv med den Kristne tro; en optagelse som barn i Guds favn.
Gud er en kraft, der virker overalt og til alle tider, men Guds fortællingen kender vi fra Biblen og fra trosbekendelsen, der oprindelig var en dåbsformel. I dåben får vi at vide, at Kristus er med os alle dage indtil verdens ende (Mt 28,18-20). 7 Det løfte kan han give, fordi han blev menneske; levede, døde og opstod fra døden. Gennem ham vandt Gud over død og ondskab - ikke fordi han var den stærkeste, men fordi han var villig til at komme til verden, som et skrøbeligt lille spædbarn, og dø, som en uskyldig dømt forbryder. Det er gennem Kristus vi kan lære Guds væsen at kende og bevare håbet levende, selvom vi dør (1Pet1,3). Det betyder ikke, at Gud ikke er med de børn, der ikke er døbte (Mark10,13- 16), men det er svært at tro på, hvis ingen fortæller dem det?
JST
åben er den største gave - en modsætning til alt ondt, og en modsigelse af et liv, der slutter med døden. Dåben, som den største gave, sætter livet, som den første gave, ind i Guds fortælling. I den fortælling gives barnet tilbage til Gud, han ser det med sit kærlige blik, sætter sit mærke på barnets pande og bryst og lader det blive genfødt til et liv, der ikke er en udvælgelse til døden, men et liv med den Kristne tro; en optagelse som barn i Guds favn.
Gud er en kraft, der virker overalt og til alle tider, men Guds fortællingen kender vi fra Biblen og fra trosbekendelsen, der oprindelig var en dåbsformel. I dåben får vi at vide, at Kristus er med os alle dage indtil verdens ende (Mt 28,18-20). 7 Det løfte kan han give, fordi han blev menneske; levede, døde og opstod fra døden. Gennem ham vandt Gud over død og ondskab - ikke fordi han var den stærkeste, men fordi han var villig til at komme til verden, som et skrøbeligt lille spædbarn, og dø, som en uskyldig dømt forbryder. Det er gennem Kristus vi kan lære Guds væsen at kende og bevare håbet levende, selvom vi dør (1Pet1,3). Det betyder ikke, at Gud ikke er med de børn, der ikke er døbte (Mark10,13- 16), men det er svært at tro på, hvis ingen fortæller dem det?
JST