Det gamle orgel
For 30 år siden:
Har I hørt historien om det gamle orgel?
Den er slet ikke så overordentlig morsom, men man kan altid høre den 'en gang!
Det var et skikkeligt, gammelt orgel, som i mange år havde gjort tjeneste i Peders Kirken. Men nu kunne det ikke mere – ja somme talte endda om, at det skulle kasseres!
Orglet følte selv, at nu var tiden inde, hvor det skulle medvirke ved sit sid-ste postludium, og det var til mode nøjagtigt som en skuespiller, der spiller sin sidste forestilling, før han skal på pension.
Orglet havde længe haft sådan en skræk for denne sidste dag. I de se-neste år havde det følt, at hver søn-dag var en eksamen, hvor det skulle besluttes, om det var brugeligt eller ikke.
Men hvorledes det skulle gå eller ikke gå, det ville så nødigt skilles fra den menighed, der havde sunget så kønt. Eller fra præsten og hendes mand, hvem det havde betragtet som sin familie.
Orglet huskede tilbage og fandt, at præsten dog måtte have nogen god-hed for det, thi altid havde hun fun-det organister, der forstod sig på brøstfældige orgler. Og som til fulde forstod at lokke de skjønneste toner ud af piberne – ja somme tider sågar ud af de huller, musene havde efterladt.
Orglet huskede så meget, og ind i mellem blussede luften op i det, som havde det en følelse af, at også me-nigheden havde godhed for det. Det huskede bryllupper og Mendelsohn, begravelser og Bach, gudstje-nester og Carl Nielsen, koncerter og Buxtehude, og senest, ja det gav et suk i de pneumatiske rør, senest hu-skede det præstens ord fra prædike-stolen i høsten: Vort orgel ligger me-re end på sit yderste, så i dag går vor kollekt ubeskåret til orgelfonden. De ord smertede det gamle orgel. Helt uden at ville det, gav det et suk, så dybt og fuldtonet, at alle mennesker forskrækkede vendte sig, thi de måtte jo tro, at orglet nu udstødte sit sidste suk. Ak hvad forstand har dog mennesker på et orgel og dets føl-somme kunstnersjæl?
For at føje spot til skade, havde menigheden placeret indsamlingsbøssen på den pille, der støttede orglet!
Orglet havde altid beundret præste-familiens musikalitet, men nu måtte det sande, at den i hvert fald savnede takt!
I det samme kom trækken ind fra kirkedøren: ”Hvad hører jeg! Skal du nu herfra? Skal vi aldrig mere kæm-pe om træk og sus? Så skal du - luf-ten suse mig – have en present! Nu lufter jeg dine kanaler ud, så du ikke alene skal pibe, men også suse som tilforn, omend jeg ikke kan lade den present vare alle dage. Og hvad der i dag læses og fortælles i dit nærvær, det skal du huske!”
”Ak ja, grumme gerne”, sukkede orglet, ”blot jeg dog ikke bliver hug-get op!”
”Det sker ikke i dag, men det træk-ker op”, sagde trækken, thi det ud-tryk var nu det bedste, den kendte. Og så trak den op langs kirkebænke-ne!
Orglet spillede nu igen – det bedste , det kunne, men tonerne lød ikke helt, som det ville. Dog, det kunne jo ikke gøre for, at råd, rust og mus havde drevet deres spil.
”Forbi, forbi”, tænkte orglet, ”ak havde jeg dog bare glædet mig, mens jeg kunne!”
”Uh”, tænkte organisten, ”kunne det dog bare spille, som jeg gerne ville!”
”Ih”, tænkte præsten, ”det er et held,
Frands Ole synger så højt!”
”Åh”, tænkte orglet, ”en helt ny klang – har musene nu også været der?”
”Næh”, tænkte musene, ”det er san-deligt guf, det rør!” Og så åd de, så orglet ganske mistede luften.
Menigheden tænkte slet ikke – den sang!
Men dagen efter handlede den! Den pillede det gamle orgel ned og huggede det i småstykker. Thi kloge hoveder inde fra Århus havde for-talt, at det orgel ikke var værd at be-vare.
Og orglet blev brændt.
Pif, paf sagde det, og det var den sid-ste kantate, man hørte fra den kant!
Piberne blev solgt og hængt op til pynt hos mennesker, der derved kunne mindes orglets glanstid.
Nu var den forbi, og orglet forbi, og historien forbi – forbi som alle histo-rier bliver forbi.
Men inde i kirken blev et nyt, prægtigt orgel sat op. Det tænkte ikke på, at det en dag skulle blive ”Det gamle orgel!”
Med tak til H. C. Andersens ”Grantræet”.
28.12.1986 - Lars Christensen
Har I hørt historien om det gamle orgel?
Den er slet ikke så overordentlig morsom, men man kan altid høre den 'en gang!
Det var et skikkeligt, gammelt orgel, som i mange år havde gjort tjeneste i Peders Kirken. Men nu kunne det ikke mere – ja somme talte endda om, at det skulle kasseres!
Orglet følte selv, at nu var tiden inde, hvor det skulle medvirke ved sit sid-ste postludium, og det var til mode nøjagtigt som en skuespiller, der spiller sin sidste forestilling, før han skal på pension.
Orglet havde længe haft sådan en skræk for denne sidste dag. I de se-neste år havde det følt, at hver søn-dag var en eksamen, hvor det skulle besluttes, om det var brugeligt eller ikke.
Men hvorledes det skulle gå eller ikke gå, det ville så nødigt skilles fra den menighed, der havde sunget så kønt. Eller fra præsten og hendes mand, hvem det havde betragtet som sin familie.
Orglet huskede tilbage og fandt, at præsten dog måtte have nogen god-hed for det, thi altid havde hun fun-det organister, der forstod sig på brøstfældige orgler. Og som til fulde forstod at lokke de skjønneste toner ud af piberne – ja somme tider sågar ud af de huller, musene havde efterladt.
Orglet huskede så meget, og ind i mellem blussede luften op i det, som havde det en følelse af, at også me-nigheden havde godhed for det. Det huskede bryllupper og Mendelsohn, begravelser og Bach, gudstje-nester og Carl Nielsen, koncerter og Buxtehude, og senest, ja det gav et suk i de pneumatiske rør, senest hu-skede det præstens ord fra prædike-stolen i høsten: Vort orgel ligger me-re end på sit yderste, så i dag går vor kollekt ubeskåret til orgelfonden. De ord smertede det gamle orgel. Helt uden at ville det, gav det et suk, så dybt og fuldtonet, at alle mennesker forskrækkede vendte sig, thi de måtte jo tro, at orglet nu udstødte sit sidste suk. Ak hvad forstand har dog mennesker på et orgel og dets føl-somme kunstnersjæl?
For at føje spot til skade, havde menigheden placeret indsamlingsbøssen på den pille, der støttede orglet!
Orglet havde altid beundret præste-familiens musikalitet, men nu måtte det sande, at den i hvert fald savnede takt!
I det samme kom trækken ind fra kirkedøren: ”Hvad hører jeg! Skal du nu herfra? Skal vi aldrig mere kæm-pe om træk og sus? Så skal du - luf-ten suse mig – have en present! Nu lufter jeg dine kanaler ud, så du ikke alene skal pibe, men også suse som tilforn, omend jeg ikke kan lade den present vare alle dage. Og hvad der i dag læses og fortælles i dit nærvær, det skal du huske!”
”Ak ja, grumme gerne”, sukkede orglet, ”blot jeg dog ikke bliver hug-get op!”
”Det sker ikke i dag, men det træk-ker op”, sagde trækken, thi det ud-tryk var nu det bedste, den kendte. Og så trak den op langs kirkebænke-ne!
Orglet spillede nu igen – det bedste , det kunne, men tonerne lød ikke helt, som det ville. Dog, det kunne jo ikke gøre for, at råd, rust og mus havde drevet deres spil.
”Forbi, forbi”, tænkte orglet, ”ak havde jeg dog bare glædet mig, mens jeg kunne!”
”Uh”, tænkte organisten, ”kunne det dog bare spille, som jeg gerne ville!”
”Ih”, tænkte præsten, ”det er et held,
Frands Ole synger så højt!”
”Åh”, tænkte orglet, ”en helt ny klang – har musene nu også været der?”
”Næh”, tænkte musene, ”det er san-deligt guf, det rør!” Og så åd de, så orglet ganske mistede luften.
Menigheden tænkte slet ikke – den sang!
Men dagen efter handlede den! Den pillede det gamle orgel ned og huggede det i småstykker. Thi kloge hoveder inde fra Århus havde for-talt, at det orgel ikke var værd at be-vare.
Og orglet blev brændt.
Pif, paf sagde det, og det var den sid-ste kantate, man hørte fra den kant!
Piberne blev solgt og hængt op til pynt hos mennesker, der derved kunne mindes orglets glanstid.
Nu var den forbi, og orglet forbi, og historien forbi – forbi som alle histo-rier bliver forbi.
Men inde i kirken blev et nyt, prægtigt orgel sat op. Det tænkte ikke på, at det en dag skulle blive ”Det gamle orgel!”
Med tak til H. C. Andersens ”Grantræet”.
28.12.1986 - Lars Christensen
