Kirkebladet for efterår 2009

På denne side er det muligt at se vores nyeste kirkeblad. De link der står nedenfor er artiklerne
Nederst på siden kan du se de tidligere kirkeblade.


  1. Forside
  2. Korsang begynder igen den 9 September
  3. Gudstjenester / Arrangementer i Bering
  4. "Frygt eller fornuft ?":
    Foredrag med Hans Jørgen Bonnichsen
  5. Koncert med sangkoret KORINORD og jazzkvartetten Dibap.
  6. Kirkehøjskoledag
  7. Filmaftner i præstegården
  8. Udflugt til Mariager kloster kirke, Dalby Neder kirke
    og Hvidsten kro
  9. Generalforsamling 09 Referat
  10. Tidligere blade



Forsiden

Bering Valgmenighed
- århusegnens grundtvigske valgmenighed
Efterår 2009

Næste blad for januar, februar, marts og april udsendes ultimo januar.

Til Toppen




Korsang i Bering fra den 9. september

Kære korpiger og –drenge!
Så skal vi synge igen!

Onsdag er fast sangaften, så første gang bliver onsdag den 9. September, Kl. 19.00.

Med et par undtagelser bliver det hver onsdag efteråret igennem.

På muntert gensyn
Kirsten

Til Toppen




Gudstjenester / Arrangementer i Bering

August

  • Søndag d. 30 Sensommermøde i Balle valgmenighed. Samkørsel. Tilmelding til Tine

September

  • Søndag d. 13.
    Gudstjeneste klokken 10 v. Tine Frisenette.
    Efterfølgende foredrag med H. J. Bonnichsen

  • Søndag d. 20.
    Høstgudstjeneste kl. 16, med efterfølgende let spisning i forsamlingshuset af medbragt brød, (pølse/ost). øl, vand og vin kan købes.

  • Søndag d. 27.
    Koncert med Kor og orkester kl. 15, Filt og Marianne, entre 80,- kr.

Oktober

  • Lørdag d. 3.
    kl. 9.30 til ca. 16
    Kirkehøjskoledag i samarbejde med de øvrige østjyske valgmenigheder. Program ligger i kirken. Tilmelding. Pris for hele dagen 150,- kr.
  • Søndag d. 4.
    Gudstjeneste kl. 10 v. Tine Frisenette
  • Søndag d. 18.
    Gudstjeneste kl. 10 v. Tine Frisenette
  • Onsdag d. 21.
    kl. 19.00: Syng Dansk aften i kirke og forsamlingshus med Tine, Filt og Marianne

November

  • Søndag d. 1.
    Allehelgensgudstjeneste kl. 16. v. Tine Frisenette. Fællesspisning i forsamlingshuset bagefter.
  • Søndag d. 8.
    Gudstjeneste kl. 14 v. Tine Frisenette
  • Onsdag d. 11.
    kl. 19.00 foredrag med Kurt V. Andersen, formand for de frie- og grundvigske valgmenigheder. ”Præst og menighed”. Med kaffebord. Pris 80,00 kr.
  • Søndag d. 22.
    Gudstjeneste kl. 10 v. Tine Frisenette
  • Søndag d. 29.
    Bering inviteres til festgudstjeneste i Skt. Pauls kirke, Hadsten i forbindelse med kirkens 90års fødselsdag. Kjeld Holm er prædikant. Der er efterfølgende kaffebord

December

  • Søndag d. 6.
    Gudstjeneste kl. 10.00 med Bering koret
  • Søndag d. 13.
    kl. 14.00 Krybbespilsgudstjeneste og Gymnastikforeningens holder efterfølgende juletræsfest kl. 15 i forsamlingshuset. Også her medvirker Beringkoret.
  • Torsdag d. 24.
    Juleaftensgudstjeneste kl. 15 v. Tine Frisenette
  • fredag d. 25.
    Juledagsgudstjeneste kl. 10 v. Tine Frisenette

Til Toppen





Hans Jørgen Bonnichsen

Søndag d. 13 september: "Frygt eller fornuft ?"
Foredrag med Hans Jørgen Bonnichsen

I dag er enhver glemt kuffert en potentiel bombe. Rulle­ Marie ruller som aldrig før. Slår man op i avisen, bliver man næsten dagligt mindet om de mange risici, der truer os. Vor hverdag er fyldt med trusler. Og med frygt!

Men hvor meget farligere er det egentligt blevet at være dansker. Står de reelle trusler fra kriminelle og militante islamister mål med befolkningens frygt ? Er frygtens første ofre fornuften? Hvilken indflydelse får frygten for vor livskvalitet og vor retssikkerhed?

Det er spørgsmål, som den tidligere chefkriminalinspektør Hans Jørgen Bonnichsen vil berøre i sit foredrag.. Han er en person, der har siddet overfor spioner, mordere og mistænkte terrorister vil med afsæt i sine erfaringer fra 41 års politiliv fortælle, hvorfor han mener at fornuft, håb og tro er bedre rådgivere end frygten.

Til Toppen





jazzkvartetten Dibap

Søndag d. 27 september: Koncert med sangkoret KORINORD og jazzkvartetten Dibap.

Entré 80,- kr. inkl. kaffe.

Kendte danske / nordiske folkemelodier bearbejdet af Filt Kristensen.

Musikkens sprog tilhører dels jazzen og dels den almindelige danske kortradition. Nybearbejdelserne er gennemsyret af en lyrisk folketone, der lader ane, at arrangøren har en forkærlighed for det nordiske tonesprog.

Det er sange, de fleste kender, hvor man får lov til at opleve genkendelsens glæde ved gammelkendte sange samtidig med, at man kan nyde og lade sig overraske over nye måder at belyse musikken på.

Koncerten vil indeholde arrangementer for kor og jazzkvartet af kendte folkesange, Filts egne kompositioner for kvartet samt bearbejdelser for kor.



Til Toppen




Lørdag d. 3. okt. kl. 9.30 til ca. 16.00
Kirkehøjskoledag i samarbejde med de øvrige østjyske valgmenigheder.

Tilmelding til de respektive præster eller til Tine Frisenette,
Bering valgmenighed, 60655695,
pris 150,- for hele dagen inkl. frokost og kaffe.
Drikkevarer kan købes.

Vi begynder denne kirkehøjskoledag kl. 9.30 med kaffe og en sang.

Kl. 10.00-11.30 (inkl. lille pause)

Om lykken og det meningsfyldte liv – Mikkel Wold, sognepræst i Marmor kirken, Kbh.

At være lykkelig er tilsyneladende et af de højeste mål for det moderne menneske. Men hvad er det at være lykkelig? For nogen har det at gøre med en følelse. Man taler ligefrem om hormoner, der giver os en følelse af lykke.

Men denne tolkning er - trods sin udbredelse - en overfladisk tilgang til det at være lykkelig. Snarere rummer spørgsmålet om lykke en længsel efter det meningsfyldte liv. Et liv, hvor jeg ved, hvad jeg lever for.


Kl. 11.30-12.15 Frokost

Kl. 12.15-13.45 (inkl. lille strækkeben pause)

Darwin og kristendommen: Tro og viden i dag – Niels Henrik Gregersen, professor i samtidsteologi, Kbh.

Hvordan kunne det gå til, at Darwins udviklingslære i den grad føltes som religiøst oprørende i sidste århundrede?

Og hvordan ligger det i grunden med forholdet mellem tro og viden i dag?

Kan vi forsone os med tilfældigheden og læren om “udvælgelsen af de stærkeste”.

Niels Henrik Gregersen giver sit bud på, hvorfor tilfældighed og smerte hører med til livets mønster og vil i øvrigt inddrage både Kingo og Kundera for at sætte darwinismen i relief.


Kl. 13.45-14.15 Kaffepause

Kl. 14.15-15.45

Tro og overtro og ’Fornemmelse for snyd’, øjvind Kyrø, forfatter og journalist

Et populært foredrag om tro og overtro af tilrettelæggeren af DR-dokumentarfilmen 'Forført', der afslørede den indiske guru Sai Baba som en pædofil tryllekunstner, og af tv-serien 'Fornemmelse for snyd', der afdækkede ”det okkulte Danmark.”

- Er det bedrag eller selvbedrag, når folk påstår, at de har overnaturlige evner? Eksisterer jordstråler; findes aura; har stjernerne magt over ens skæbne; kan de clairvoyante tale med de døde?


Kl. ca. 16 afsluttes dagen med en sang



Til Toppen




Filmaftner i præstegården

Vi fortsætter også med vores hyggelige filmaftner i præstegården, hvor man selv medbrigner kaffe el. lignende.

Vi har to i løbet af efteråret: Torsdag d. 17 september og Torsdag d. 26. november, begge gange kl. 19.00



Til Toppen



Udflugt den 28. juni 2009 til Mariager kloster kirke, Dalby Neder kirke og Hvidsten kro

af Dorthe Madsen, medlem af bestyrelsen,

Søndag den 28.juni mødtes 19 af valgmenighedens medlemmer for at tage på udflugt til Mariager- og Dalbyneder kirker.
Vi mødtes udenfor forsamlingshuset klokken 8.30. Herfra kørte vi så i private biler til Mariager Kirke, hvor vi deltog i gudstjenesten.
Mariager kirke er en utrolig stor og smuk kirke, som blev bygget i 1481, og som senest blev renoveret i forbindelse med 500 års jubilæet.

Efter gudstjenesten fik vi lov til at gå ud bagved, og her mødte os en noget speciel oplevelse, nemlig en kiste med en figur af den korsfæstede Kristus, kaldet Kristi grav.

Senere gik vi over for at se den gamle Klosterbygning, som ligger lige overfor.

Vi kørte så ud for at nyde vores medbragte mad ved Danmarks største gravhøj, Hohøj. Fra Hohøj gik turen så mod Dalbyneder kirke. Det var en dejlig tur ad kystvejen.

I Dalbyneder kirke skulle vi se en altertavle, skabt af Arne Haugen Sørensen. Den er meget iøjnefaldende, og der var delte meninger om, hvor godt den passede sammen med de gamle kalkmalerier, men heldigvis er smag og behag jo forskellig.

Da vi havde set altertavlen og kirkegården i Dalbyneder, gik turen til Hvidsten kro, hvor vi skulle have vores eftermiddags kaffe. Efter kaffen var mange af os lige et smut ovre i den gamle havestue, hvor man kunne se en historie, fortalt med kalkmalerier, om hvordan St. St. Blicher hjalp en ung tømmersvend Peder Fiil, med at få sin udkårne, trods hendes fars modstand.

Så var tiden kommet til hjemturen.

Vi ankom til forsamlingshuset omkring klokken 16.30.

Det havde været en rigtig dejlig dag, og vejret kunne vi heller ikke klage over, solen skinnede fra en skyfri himmel hele dagen, så det var bare fantastisk.



Til Toppen



Generalforsamling 2009 Referat


Bering Valgmenighed- Århusegnens grundtvigske valgmenighed.

Generalforsamling i Bering Valgmenighed 12 marts 2009 i Bering Forsamlingshus.

Dagsorden:
1. Valg af ordstyrer- Espen Jensen blev valgt.
2. Beretning.

Svend aflagde beretning:

Efter to år med nogle meget store opgaver og investeringer, kom vi ind i et år, der var mere normalt. Ikke sådan at der ikke var opgaver der skulle løses, men det var spændende om vores beregninger på finansiering holdt, så vi kunne se tilbage på et år, hvor det ikke belaster regnskabet.

Jeg skal ikke tage forskud på regnskabsaflæggelsen, men det udsendte regnskab taler jo for sig selv. Nu mener jeg ikke, vi skal hvile på laurbærrene, men vi har grund til at være tilfredse med de resultater, der er nået. Det er jo en forudsætning for at vi kan beholde vores Valgmenighed .

Jeg tror, vi fremover bliver nødt til at minde hinanden om , at det kræver engagement at være valgmenighed. Vi bør huske på, at en lille menighed som vores, kun kan bestå, hvis man deltager i det, der foregår. Det stiller krav til alle, menighed, bestyrelse og præst. Hvad bestyrelse og præst angår, er kravene, at vi hele tiden er bevidste om den ændring og udvikling der sker i vores samfund.

Jeg taler ikke om en revolution, men vi skal hele tiden være parate til tilpasning, så vi kan bevare det fællesskab, vi har, og som vi sætter stor pris på.

Som eksempel på tilpasning vil jeg nævne gudstjenestelisten for indeværende år. Vi vil hellere have lidt færre tjenester og god deltagelse end mange tjenester og få kirkegængere.

Et andet tiltag en bedre kontakt til ungdoms- og gymnastikforeningen. Vi har haft to fællesmøder i bestyrelserne, som foreløbigt er mundet ud i nye tiltag til fælles arrangementer, men det vigtigste er, at vi i fællesskab ser på de muligheder, der er. Jeg tror nok, vi fra begge foreninger er meget glade for det nye tiltag.

Det bør nævnes, at ”unge” medlemmer af Valgmenigheden har været indbudt til møde i præstegården om emnet:” Hvad gør vi fremover med Valgmenigheden”?. Et lignende møde vil blive gentaget i år. Det er nogle af de ting vi fra bestyrelsen og præsten har vores opmærksomhed rettet imod.

Hvad menigheden angår, er det meget nødvendigt, at man er bevidst om det at være medlem af en Valgmenighed. Når man er valgt ind i en Valgmenighed, er man også medejer af kirke, præstebolig, forsamlingshus og funktionærbolig, tilhørende bygninger, kirkegård og tilhørende jord. Det er jo ikke noget man tænker så meget på, men sådan er det altså,

Det er nok valget mellem folkekirke eller valgmenighed, der er det afgørende, når man står i den situation. Men man bliver altså medejer og dermed får man også et ansvar for at det fungerer. Der er ingen krav til måden , vi driver vores ejerskab på, kun et krav om de kirkelige handlinger, som er underlagt folkekirkens retningslinier. Vi er underlagt provstesyn i begrænset omfang, når jeg siger ”begrænset”, er det fordi de ikke står med en pose penge til eventuelle vedligeholdelser.

Tilbage til det ansvar man har som medejer. Det er jo ikke bare et ejerskab, som man kan tænke finansielt på. Man kan ikke sælge sin andel, hvis man vil ud af det. Men man bør huske på, at man er blevet medejer af noget, som man også har et ansvar overfor. Med andre ord har man valgt et fællesskab TIL, som også forpligter.

Jeg vil i øvrigt fortælle, at vi har fået en henvendelse fra Århus Kommune, om vi var interesseret i skovrejsning på vores jord. Man har fra kommunen udpeget nogle områder, hvor man ønsker skovrejsning, så i første omgang er det en forespørgsel, om vi vil sælge jord til skovrejsning eller bevare selvejet og få tilskud. Vi har svaret, at vi er interesseret, og i givet fald interesseret i salg af jorden. Hans Jørgen har talt med projektchef Ole Skau Rasmussen fra natur og Miljø fra Århus kommune og fået oplyst., at prisen sandsynligvis vil være landbrugsjordspriser. Et hurtigt regnestykke vil være 200.000 kr./ha. Og vi har ca. 3,5 ha.- altså ca. 700.000 kr.

Jeg vil nævne de praktiske ting, der er sket i det forgangne år.

  • Vi har på kirkegården inddraget nedlagte gravsteder til græsareal. Det er steder, hvor vi kan nedlægge 2 eller flere gravsteder i sammenhæng.

  • Pigstenene foran kirken er udskiftet med granitfliser.

  • I kirken har vi fjernet 2 bænke, så der ved begravelse kan være plads til kørestole. Samtidig mener vi , det også åbner mulighed for andre tiltag i kirken.

  • Vi har ved et par lejligheder drukket en kop kaffe efter gudstjenesten, hvor det er oplagt at stille kaffekander og andet fra sig. I øvrigt synes jeg, det er en god måde med socialt samvær efter gudstjenesten.

Der er sket nogle ændringer i bestyrelsen. Jørn Borch har overtaget kirkegårdsbogføringen fra hans Jørgen, fordi Hans J. ønsker at stoppe med bestyrelsesarbejdet.

Vi er overgået til betalingsservice, og som følge deraf har vi opdelt kassererarbejdet så Dorthe Madsen har ansvaret for medlemslister og opkrævning af medlemsbidrag. Der er sket store ændringer, siden vi har fået adgang til indtægtsoplysninger og indberetningspligt til Skat. Else Marie er fortsat kasserer, men det er altså nu delt imellem hende og Dorthe. Der er lagt rigtig meget arbejde i oprettelse af nyt system, som Dorthe, Else Marie og Hans. J. har brugt meget tid på.

Jeg vil nu nævne hvad der er foregået efter generalforsamlingen sidste år

  • Søndag 16 marts var der kaffebord i præstegården. Det minder jo meget om ”sønderjydsk kaffebord”, men det er en rigtig god måde for det sociale.

  • Den 3. April foredrag i præstegården med Carsten Bach-Nielsen.

  • Den 24. April filmaften i præstegården. Jeg ved godt, det er meget uforpligtende, men der kunne godt være bedre deltagelse.

  • Den 31.maj/1. juni var der årsmøde i Fri og-valgmenighederne. Det var i Vesthimmerland på Himmerlands Ungdomsskole. Endnu et hjertesuk - der er for få deltagere fra Bering. Ved at deltage får man en god oplevelse og en fornemmelse af, at vi ikke er alene om at være Valgmenighed.

  • Den 15. Juni var der sommerudflugt til Jelling.

  • Den 23. Juni Sankt hans fest fælles med gymnastikforeningen. Børneteater ved Sanne og bål og båltale ved Tine

  • Den 24. August foredrag af feltpræst Peter Sporleder.

  • Den 7. September var vi værter for sensommermødet for østjydske valgmenigheder. En rigtig god dag. Tine havde fået biskop Keld Holm til at holde et glimrende foredrag. Tine oplyste om at hun og andre præster havde planer om en fælles højskoledag. Jeg kan oplyse, at det bliver her i Bering den 3, oktober 2009. Rigtig god ide, som jeg samtidig opfordrer til at deltage i.

  • Den 14. September besøg fra menigheden i Hadsten. Fin dag.

  • Den 5. Oktober værter for danske og udenlandske Sømandskirker. De deltog i vores gudstjeneste og vi var inviteret til at deltage i mødet i forsamlingshuset, hvor der var foredrag ved tidligere frimenighedspræst Gunnar Kasper Hansen.

  • Den 23. Oktober synge-dansk-aften i kirke og forsamlingshus. En god aften med Filt og hans kone Marianne.

  • Den 2. November Allehelgen. Efter gudstjenesten foredrag ved provst Hasse Nedelberg Jørgensen ,Askov, med titlen ”Tro, håb og grønne fingre”.

  • Den 20-november filmaften.

  • Vi har igen fået Bering koret i gang. Vi var glade for Kirstens tilsagn om igen at lede koret, og heldigvis havde vi Frands Ole til at træde til, når Kirsten var på Samsø i vikariat. Rigtig godt var det, at Filt overtog koret lige inden jul, så han havde ansvaret for de to søndage, hvor koret deltog i gudstjenesten. Det var 30/11 samt 7/12 til krybbespil ledet af Sanne.

  • Søndag den 18. Januar- møde med gudstjeneste og foredrag ved sognepræst Anders Bonde fra Lyngå.

  • Den 4. Februar filmaften.

  • Den 22. Februar fastelavns gudstjenesten sammen med gymnastikforeningen. Her var Frands Ole præst da Tine havde ferie.

Jeg vil oplyse, at vi fremover kan forvente udsendelse af kirkeblad 3 gange årligt i stedet for 2.

Jeg vil slutte min beretning med tak til alle. En særlig tak til Tine, som fortsat har en rigtig god fornemmelse for at være præst i vor valgmenighed. Tak skal du ha’. En tak til Kirsten, fordi du vil være afløser for Tine og tak fordi du havde mod på koret igen. Jeg husker din kommentar efter en af de første øveaftener :” Jeg havde helt glemt, hvor dejligt det er at dirigere koret.” Tak til Frands Ole som er afløser for afløseren og en af kirkesangerne. Jeg synes det er dejligt, vi kan dele den opgave imellem flere, så også tak til Birthe, Bente, Espen og Holger.

Tak til Filt – også fordi du er i stand til at få Marianne med engang imellem. Vi nyder jeres musik meget. Tak til Susanne som passer kirkegården på bedste vis og som også er god til det sociale på kirkegården. Tal til Ole og Marianne. Vi nyder jeres boller og lagkager.

Tak til bestyrelsen for godt samarbejde.

En særlig tak skal i år rettes til Hans Jørgen, som jo nu har valgt at stoppe med bestyrelsesarbejdet. Jeg tænker tilbage på de 12 år, som det jo er blevet til, og som vi har haft rigtig meget gavn af i Valgmenigheden. Jeg synes det var imponerende, at du i en relativ høj alder var parat til at gøre et stort, stort arbejde. Vi er dig meget taknemmelig. Vi kunne nok få brug for at trække på din store viden, så jeg håber og tror, vi må henvende os til dig, hvis der er brug for det.

En tak til alle de frivillige hænder, som er en nødvendighed for valgmenighedens eksistens og til Allersidst en stor tak til Holger.”

Beretningen blev godkendt

3. Regnskabsaflæggelse og forslag til budget:

Else Marie fremlagde regnskabet for 2008- hun gennemgik indtægter og udgifter. Orienterer om status pr. 31. December 2008. Derefter redegjorde hun for driftsregnskabet for gravstedslegater. Se bilag 1 og 2.

Regnskabet godkendt.

Forslag til budget 2009 fremlægges. Se bilag 3. Budgettet 2009 godkendt.

4. Indkomne forslag

Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være fremsendt til formanden senest den 6. Marts 2009.

Økonomiudvalget. Forslag: Tilføjelse til bestemmelser vedr. beregning og betaling af medlemsbidrag. Se vedlagte bilag 4.

Hans Jørgen uddybede det udsendte forslag. Efter opklarende spørgsmål blev det godkendt af generalforsamlingen. Problematikken nævnes i næste års formandsberetning.

5. Valg af bestyrelse- på valg er:

- Hans Jørgen Nielsen – (modtager ikke genvalg)
- Peder Juul
- Dorthe Madsen

Genvalg af Peder Juul og Dorthe Madsen nyvalg af Thorkild Skovgård, enstemmigt vedtaget.

6. Valg af revisor

Jette Nygård Christensen blev genvalgt

7. Eventuelt:

Tine nævnte pr.udvalgets nye tiltag i forhold til de unge medlemmer. Der arbejdes med ny hjemmeside og ny folder baseret på det eksisterende. På sigt lægges bladet ind på hjemmesiden. Omtale af kirkehøjskole den 3 oktober. Et samarbejde mellem 4 østjydske valgmenigheder.

Åse: efterlyser artikler fra medlemmerne til kirkebladet.

Åse spørger om der er en overordnet plan for kirkegården.

Espen Jensen afsluttede generalforsamlingen- 40 medlemmer deltog



Til Toppen





Kirkebladet for Vinter 2008 / Forår 2009
Kirkebladet for sommer 2009


Til Toppen


Kontakt Præsten - praesten@beringvalgmenighed.dk
Torshøjvænget 15, 8361 Hasselager, 60655695