For godt små 7 år siden blev jeg budt velkommen til, her i Bering Valgmenighed, som ny præst. Det var endda på Grundtvigs fødselsdag, den 8. september 2013. Og sikke en velkomst. Det var forrygende. Intet mindre.
Ved en eller anden sammenhæng traf jeg en ældre kollega, som spurgte om, hvordan det så var at være valgmenighedspræst? Hertil for det ud af munden på mig: det må mindst svare til at komme i himmelen. Kollegaen småfnisede, mens han sagde: ”jamen i himlen er der jo ikke brug for en præst! Men jeg tror, jeg forstår, hvad du mener…”..
En menighed, der byder deres nye præst velkommen til med al tænkelig imødekommenhed, åbenhed, humor og sang, er det bedste man som præst overhovedet kan ønske sig. Og sådan har det været at være præst her i de 7 år. Det har været det bedste sted, jeg kunne ønske mig. Tænk sig at kunne slutte min karriere et så vidunderligt sted. Tak, for det alle sammen.
Hvordan fremtiden vil forme sig, kan ingen spå om.
Bering Valgmenighed står med nye opgaver foran sig nu.
Jeg er ikke i tvivl om, at I vil tage imod min efterfølger her i præstegår-den lige så varmt, imødekommende og godt, som jeg blev modtaget.
At få lov til at begynde stille og roligt som præst et nyt sted, er et sjældent godt udgangspunkt. På den måde kan menighed og præst bedst lære hinanden at kende og præsten finde frem til, hvordan hans/hendes ressourcer og evner, ud over den professionelle kunnen, kan inddrages og udvikles til gavn og glæde for begge parter.
At blive mødt med forventninger om, at man skal være præst og menneske på en helt bestemt måde, når det forventes at man skal agere så-dan som for eksempel andre præster kan, hæmmer og bremser de fleste. I særdeleshed, når de forventende bliver skuffet og ærgerlige over, at de
Afsked og refleksioner over at være ny præst
11
ikke får opfyldt netop deres forventninger, kan det bremse for et godt og frugtbart samarbejde. Sådanne eventuelle uheldige indgange til et nyt samarbejde undgår man bedst ved at afstemme sine forventninger med hinanden.
Hvad kan man med rette forvente af en cand.theol. – og tilsvarende af det menneske, der er cand.theol. og som gerne vil arbejde som præst.
Hvad kan præsten forvente af menigheden – hvad kan præsten for-vente af bestyrelsen og de frivillige.
Selv kan jeg for eksempel ikke spille guitar. Det er ikke en disciplin, et fag man som stud.theol. skal undervises i eller aflægge eksamen i.
Ikke desto mindre findes der nogle cand.theoler. der er gode til at spille guitar. Forventer man derfor at man skal have en præst, der kan det, bliver man uundgåeligt skuffet, når det så viser sig, at præsten ikke kan. Og præsten bliver uundgåeligt ked af at blive mødt med en sådan forventning om noget, der er betinget af ens personlige talenter.
Derfor er det en god idé at afstemme sine realistiske forventninger internt i menigheden – og dernæst være enige om, hvordan man så tager imod den ny præst, som ikke nødvendig-vis kan leve op til alle de forventninger, de respektive menighedsmed-lemmer kan have til præstens per-son.
Således har det hver gang givet mig styrke og mod, når ”formanden” el-ler andre fra bestyrelsen har udtalt: ”gudstjenesterne er Bering Valgmenigheds primære og fornemste ydelse”.
Det er en reel, opfyldelig forventning rettet til præsten som cand.theol. og rettet til menigheden om at medvirke til at det vedbliver at være sådan.
Og det er derfor med stor taknemmelighed i hjertet, jeg nu kan sige farvel og tak – tak, for alle de gode gudstjenester, vi har fejret sammen.
Tak, for jeres opbakning, medvirken, overbærenhed, når noget ”kiksede”, tak, til jer hver især – ingen nævnt, ingen glemt – men først og fremmest: Tak – for sangen!
Bedre sang gives ikke, end den sang der findes til gudstjenesterne i Bering Valgmenigheds kirke, Skt. Peder. Bedre samarbejde omkring det, der binder en valgmenighed sammen på kryds og tværs af de respektive med-lemmers evner, talenter og formåen, gudstjenestens fællesskab, kan næppe findes så godt, som i Bering Valgmenighed.
Tak, for en dejlig afskedsgudstjeneste, søndag, de 20. september, tak, for en dejlig afskedsreception i forsamlings-huset derefter. Tak, for den smukke guldarmlænke, tak, for de respektive gaver, der stod og ventede på mig, da festen var forbi.
Tak til jer alle – hver især.
Må Guds velsignelse altid lyse over jer.
Margrethe
Ved en eller anden sammenhæng traf jeg en ældre kollega, som spurgte om, hvordan det så var at være valgmenighedspræst? Hertil for det ud af munden på mig: det må mindst svare til at komme i himmelen. Kollegaen småfnisede, mens han sagde: ”jamen i himlen er der jo ikke brug for en præst! Men jeg tror, jeg forstår, hvad du mener…”..
En menighed, der byder deres nye præst velkommen til med al tænkelig imødekommenhed, åbenhed, humor og sang, er det bedste man som præst overhovedet kan ønske sig. Og sådan har det været at være præst her i de 7 år. Det har været det bedste sted, jeg kunne ønske mig. Tænk sig at kunne slutte min karriere et så vidunderligt sted. Tak, for det alle sammen.
Hvordan fremtiden vil forme sig, kan ingen spå om.
Bering Valgmenighed står med nye opgaver foran sig nu.
Jeg er ikke i tvivl om, at I vil tage imod min efterfølger her i præstegår-den lige så varmt, imødekommende og godt, som jeg blev modtaget.
At få lov til at begynde stille og roligt som præst et nyt sted, er et sjældent godt udgangspunkt. På den måde kan menighed og præst bedst lære hinanden at kende og præsten finde frem til, hvordan hans/hendes ressourcer og evner, ud over den professionelle kunnen, kan inddrages og udvikles til gavn og glæde for begge parter.
At blive mødt med forventninger om, at man skal være præst og menneske på en helt bestemt måde, når det forventes at man skal agere så-dan som for eksempel andre præster kan, hæmmer og bremser de fleste. I særdeleshed, når de forventende bliver skuffet og ærgerlige over, at de
Afsked og refleksioner over at være ny præst
11
ikke får opfyldt netop deres forventninger, kan det bremse for et godt og frugtbart samarbejde. Sådanne eventuelle uheldige indgange til et nyt samarbejde undgår man bedst ved at afstemme sine forventninger med hinanden.
Hvad kan man med rette forvente af en cand.theol. – og tilsvarende af det menneske, der er cand.theol. og som gerne vil arbejde som præst.
Hvad kan præsten forvente af menigheden – hvad kan præsten for-vente af bestyrelsen og de frivillige.
Selv kan jeg for eksempel ikke spille guitar. Det er ikke en disciplin, et fag man som stud.theol. skal undervises i eller aflægge eksamen i.
Ikke desto mindre findes der nogle cand.theoler. der er gode til at spille guitar. Forventer man derfor at man skal have en præst, der kan det, bliver man uundgåeligt skuffet, når det så viser sig, at præsten ikke kan. Og præsten bliver uundgåeligt ked af at blive mødt med en sådan forventning om noget, der er betinget af ens personlige talenter.
Derfor er det en god idé at afstemme sine realistiske forventninger internt i menigheden – og dernæst være enige om, hvordan man så tager imod den ny præst, som ikke nødvendig-vis kan leve op til alle de forventninger, de respektive menighedsmed-lemmer kan have til præstens per-son.
Således har det hver gang givet mig styrke og mod, når ”formanden” el-ler andre fra bestyrelsen har udtalt: ”gudstjenesterne er Bering Valgmenigheds primære og fornemste ydelse”.
Det er en reel, opfyldelig forventning rettet til præsten som cand.theol. og rettet til menigheden om at medvirke til at det vedbliver at være sådan.
Og det er derfor med stor taknemmelighed i hjertet, jeg nu kan sige farvel og tak – tak, for alle de gode gudstjenester, vi har fejret sammen.
Tak, for jeres opbakning, medvirken, overbærenhed, når noget ”kiksede”, tak, til jer hver især – ingen nævnt, ingen glemt – men først og fremmest: Tak – for sangen!
Bedre sang gives ikke, end den sang der findes til gudstjenesterne i Bering Valgmenigheds kirke, Skt. Peder. Bedre samarbejde omkring det, der binder en valgmenighed sammen på kryds og tværs af de respektive med-lemmers evner, talenter og formåen, gudstjenestens fællesskab, kan næppe findes så godt, som i Bering Valgmenighed.
Tak, for en dejlig afskedsgudstjeneste, søndag, de 20. september, tak, for en dejlig afskedsreception i forsamlings-huset derefter. Tak, for den smukke guldarmlænke, tak, for de respektive gaver, der stod og ventede på mig, da festen var forbi.
Tak til jer alle – hver især.
Må Guds velsignelse altid lyse over jer.
Margrethe