De stærkeste rødder
”De stærkeste rødder har træer i blæst” lyder det i den nyere og meget popu-lær konfirmationssang ’Linedanser’. Det er en pudsig formulering, som tekstforfatteren Per Krøis Kjærsgaard har brugt, for det er sjældent vi taler om røddernes træer. Tværtimod tales der ofte om træernes rødder, og dermed er det som om sangens for-mulering vender tingene lidt på ho-vedet: Hvad kom egentlig først, kunne man fristes til at spørge – rødder eller træ? Og hvad er et træ overhovedet uden dets rødder?
På denne livsbekræftende årstid er der ingen tvivl om røddernes afgørende betydning, for mens naturen vokser til og alting grønnes, bruger både de mindste blomster og de største løvtræer deres rodnet, når de på ny vågner af vinterens dvale: Med rødderne suger de kraft og næring til sig, fra noget der ligger uden for dem selv og omdanner det til nyt liv og ny styrke.
Sådan er det i naturen omkring os, men sådan er det i allerhøjeste grad også for os mennesker, og på den måde kan træet betragtes som et smukt billede på menneskelivet, hvor vi også henter kraft og næring i noget, der ligger uden for os selv. Ethvert menneskeliv er forbundet med dets ophav, og for mange i og omkring Bering er valgmenigheden en vigtig del af rodnettet: Kirken og foreningslivet i Bering generelt har gennem generationer haft stor indflydelse på rigtig mange mennesker og deres liv og virke, og på den måde er relationer, steder og sammenhænge med til at ud-vikle os og gøre os til dem vi er. Mennesker, der med deres forskellige rødder og forgreninger gør hvert eneste liv ganske unikt.
Ja, sagt med andre ord, kan intet liv isoleres – hverken fra dets omgivelser eller dets ophav og heller ikke fra Gud.
For vi har alle del i en større sammenhæng, hvor noget er gået forud for os, ligesom fremtidsudsigten og-så rækker meget længere ud end den dag, hvor et træ må segne.
Et sted i Det gamle Testamente står der:
For et træ er der håb. Hvis det fældes, kan det skyde igen; det holder ikke op med at sætte friske skud. Selv om rødderne i jorden er gamle, og stubben dør i mulden, gror det igen, så snart det mær-ker vand, og sætter grene som et nyplantet træ. (Job 14,7-9)
Det er godt at holde sig for øje, for når vore menneskelige træer ikke længere vil vokse og gro, så betyder det ikke, at de bare vil forsvinde. Dels vil de fortsat leve videre i de mennesker, som vi har delt liv og erfaringer med, og dels vil de også fortsat findes hos Gud. Det er netop påskens budskab, at der i korsets sted igen skal blive liv, og det skal der fordi, at vore rødder har hjemme hos Gud: Derfra hvor livet opstod og dertil hvor vi igen skal have hjemme.
Helle