”Tab for alt i verden ikke lysten til at gå”
Det er blevet populært at tælle sine skridt, og på denne årstid er det
skønt at komme ud og gå. Men vores skridt har også mange andre betydninger end hvad skridttælleren kan fortælle os: Når vi går handler det
nemlig ikke kun om at sætte det ene ben foran det andet, om at tælle
skridt – Afgørende er det i allerhøjeste grad også at være på vej – at være
i bevægelse! For når vi bevæger os rundt i hverdagslivet med alle dets kendte vaner og rytmer, så bevæger vi os samtidig også rundt i tilværelsen i et større perspektiv: Nogle skridt er planlagte, ventede og glædelige, mens andre øjeblikke kommer til os ganske uventede og før vi ved af det, har de slået benene væk under os, så vi i stedet må kravle af sted efter bedste evne, for bare at overleve.
En helt tredje og mindst lige så vigtig pointe ved at gå er, at mens benene
rytmisk og næsten automatisk bevæger sig fremad, så kan tankerne få frit lejde. Det er den pointe, der gøres brug af i pilgrimsvandring, hvor man begiver sig af sted med et helligt mål forude, imens naturens ro og kroppens rytmiske bevægelser sætter rammerne for en vandring. Dog behøver en gåtur ikke altid være så reflekteret, for at man kan opleve den gode virkning på både krop og sjæl. Det erfarede Søren Kierkegaard også på sine talrige gåture rundt i København for snart 200 år siden, og måske derfor skriver han også: ”Tab for alt ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo
ikke kan gå fra den”
Ordene blev formuleret i et brev til hans syge svigerinde, Henriette, og senere i brevet fortsætter han:
”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”
Der var ingen tvivl om, at Kierkegaard selv var glad for at gå, og med skrivelsen til sin svigerinde påpeger han, at en gåtur ikke alene påvirker
den almene fysiske sundhedstilstand, men at den samtidig også kan have en god indflydelse på selv det tungeste sind.
Det kan opleves alene, men også hvis man bevæger sig af sted på gåtur med andre: Man taler så godt sam-men, når man går: Det føles godt at gå den samme vej – som om at man på flere planer følges ad og har samme mål for samtalen.
Sådan mærkede et par af Jesu disciple det måske også, da de efter påskens voldsomheder i Jerusalem begav sig på vej mod Emmaus. De talte åbent og ærligt med hinanden om det, der optog dem: Deres angst, fortvivlelse og lysten til at opgive det hele. En fortvivlelse, som det kan være svært at bebrejde dem, for ikke alene var deres ven og foregangs-mand død – alle deres forventninger og fremtidshåb var med Jesu død også blevet sønderknust. Men pludselig dukkede den opstandne Jesus op: De to disciple genkendte ham ikke, men fattede umiddelbart sympati for ham og fortalte ham om alt det, der nagede dem. Han lyttede og slog følge med dem.
På samme måde kan vi også møde Jesus på vor vandring gennem livet: Ofte genkender vi ham ikke i de mennesker, vi møder på vores vej, der med forståelse og medfølelse led-sager os et stykke ad vejen. Men uan-set hvor langt skridttælleren når, så følger Gud os altid. Det er påskens fantastiske budskab, der ikke stopper ved den tomme grav, men som tværti-mod vandrer med os videre ud i livet.
Helle Nørby
skønt at komme ud og gå. Men vores skridt har også mange andre betydninger end hvad skridttælleren kan fortælle os: Når vi går handler det
nemlig ikke kun om at sætte det ene ben foran det andet, om at tælle
skridt – Afgørende er det i allerhøjeste grad også at være på vej – at være
i bevægelse! For når vi bevæger os rundt i hverdagslivet med alle dets kendte vaner og rytmer, så bevæger vi os samtidig også rundt i tilværelsen i et større perspektiv: Nogle skridt er planlagte, ventede og glædelige, mens andre øjeblikke kommer til os ganske uventede og før vi ved af det, har de slået benene væk under os, så vi i stedet må kravle af sted efter bedste evne, for bare at overleve.
En helt tredje og mindst lige så vigtig pointe ved at gå er, at mens benene
rytmisk og næsten automatisk bevæger sig fremad, så kan tankerne få frit lejde. Det er den pointe, der gøres brug af i pilgrimsvandring, hvor man begiver sig af sted med et helligt mål forude, imens naturens ro og kroppens rytmiske bevægelser sætter rammerne for en vandring. Dog behøver en gåtur ikke altid være så reflekteret, for at man kan opleve den gode virkning på både krop og sjæl. Det erfarede Søren Kierkegaard også på sine talrige gåture rundt i København for snart 200 år siden, og måske derfor skriver han også: ”Tab for alt ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo
ikke kan gå fra den”
Ordene blev formuleret i et brev til hans syge svigerinde, Henriette, og senere i brevet fortsætter han:
”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”
Der var ingen tvivl om, at Kierkegaard selv var glad for at gå, og med skrivelsen til sin svigerinde påpeger han, at en gåtur ikke alene påvirker
den almene fysiske sundhedstilstand, men at den samtidig også kan have en god indflydelse på selv det tungeste sind.
Det kan opleves alene, men også hvis man bevæger sig af sted på gåtur med andre: Man taler så godt sam-men, når man går: Det føles godt at gå den samme vej – som om at man på flere planer følges ad og har samme mål for samtalen.
Sådan mærkede et par af Jesu disciple det måske også, da de efter påskens voldsomheder i Jerusalem begav sig på vej mod Emmaus. De talte åbent og ærligt med hinanden om det, der optog dem: Deres angst, fortvivlelse og lysten til at opgive det hele. En fortvivlelse, som det kan være svært at bebrejde dem, for ikke alene var deres ven og foregangs-mand død – alle deres forventninger og fremtidshåb var med Jesu død også blevet sønderknust. Men pludselig dukkede den opstandne Jesus op: De to disciple genkendte ham ikke, men fattede umiddelbart sympati for ham og fortalte ham om alt det, der nagede dem. Han lyttede og slog følge med dem.
På samme måde kan vi også møde Jesus på vor vandring gennem livet: Ofte genkender vi ham ikke i de mennesker, vi møder på vores vej, der med forståelse og medfølelse led-sager os et stykke ad vejen. Men uan-set hvor langt skridttælleren når, så følger Gud os altid. Det er påskens fantastiske budskab, der ikke stopper ved den tomme grav, men som tværti-mod vandrer med os videre ud i livet.
Helle Nørby
