Det spontane møde
De, der finder vej ind i ens liv en kort stund,
kan få større betydning end de,
der sidder fast derinde år efter år
(’Stiklingen’ af Audur Ava Olafsdotter)
Efter halvanden års tid med nedlukninger og restriktioner er det som om, at sommeren i år har givet plads til håbet om, at den velkendte hverdag kan vende tilbage. En hverdag med alt det vi kender og sætter pris på, og samtidig en hverdag, som nok aldrig bliver helt den samme. For ligesom livskriser eller voldsomme oplevelser ændrer én, så man aldrig bliver helt den samme igen, på samme måde tænker jeg, at Coronatiden har præget os alle på en måde, så hverdagen aldrig bliver helt, som den var inden håndsprit, sociale bobler og tests blev et vilkår i hverdagen.
På godt og ondt har de sidste mange måneder i alt fald fået os til at mærke efter, hvad vi holder af og har manglet, og tilsvarende hvilke rutiner og gøremål vi sagtens kan være foruden.
Noget af det, som jeg er blevet særlig bevidst om mangler i en hverdag, hvor man udelukkende er sammen med ens nærmeste, er det spontane møde – Mødet der ikke er iscenesat og indhyllet i alverdens forventninger, men som derimod ofte opstår, når man mindst af alt venter det. Det kan være mødet i litteratur, kunst eller holdninger, men det kan i allerhøjeste grad også være det at møde et vilkårligt menneske, som måske bliver et overraskende pust ind i det velkendte og planlagte – eller måske endda et sammentræf som får skelsættende betydning for ens videre færd.
I Det nye Testamente hører vi gentagne gange om, hvorledes Jesus møder mennesker, hvis liv efterfølgende bliver forandret for altid, fordi Jesus på mirakuløs vis har helbredt dem, givet dem livet tilbage eller på anden måde vist dem, at tilværelsen har andre perspektiver. Selvom vi i livet med hinanden næppe oplever skelsættende møder, som dem der berettes om i Bibelen, så sker det alligevel, at vi i livet med hinanden pludselig møder et menneske, der giver tilværelsen større horisonter. Det kan være en rask diskussion, en livsanskuelse eller en sjælden god kemi, der pludselig fører ens videre liv i helt nye retninger. Eksempelvis er det nok de færreste, der på vore breddegrader har fået iscenesat deres første møde med deres livsledsager eller nære venner, men tværtimod er det mennesker, som har bidt sig fast i livet, fordi de rørte noget i én.
For mig har denne sommer også budt på nye møder. En aften i forsommeren, hvor jeg første gang besøgte Bering og repræsentanter fra bestyrelsen, bragte mig på nye veje, og jeg føler mig rigtig godt modtaget
kan få større betydning end de,
der sidder fast derinde år efter år
(’Stiklingen’ af Audur Ava Olafsdotter)
Efter halvanden års tid med nedlukninger og restriktioner er det som om, at sommeren i år har givet plads til håbet om, at den velkendte hverdag kan vende tilbage. En hverdag med alt det vi kender og sætter pris på, og samtidig en hverdag, som nok aldrig bliver helt den samme. For ligesom livskriser eller voldsomme oplevelser ændrer én, så man aldrig bliver helt den samme igen, på samme måde tænker jeg, at Coronatiden har præget os alle på en måde, så hverdagen aldrig bliver helt, som den var inden håndsprit, sociale bobler og tests blev et vilkår i hverdagen.
På godt og ondt har de sidste mange måneder i alt fald fået os til at mærke efter, hvad vi holder af og har manglet, og tilsvarende hvilke rutiner og gøremål vi sagtens kan være foruden.
Noget af det, som jeg er blevet særlig bevidst om mangler i en hverdag, hvor man udelukkende er sammen med ens nærmeste, er det spontane møde – Mødet der ikke er iscenesat og indhyllet i alverdens forventninger, men som derimod ofte opstår, når man mindst af alt venter det. Det kan være mødet i litteratur, kunst eller holdninger, men det kan i allerhøjeste grad også være det at møde et vilkårligt menneske, som måske bliver et overraskende pust ind i det velkendte og planlagte – eller måske endda et sammentræf som får skelsættende betydning for ens videre færd.
I Det nye Testamente hører vi gentagne gange om, hvorledes Jesus møder mennesker, hvis liv efterfølgende bliver forandret for altid, fordi Jesus på mirakuløs vis har helbredt dem, givet dem livet tilbage eller på anden måde vist dem, at tilværelsen har andre perspektiver. Selvom vi i livet med hinanden næppe oplever skelsættende møder, som dem der berettes om i Bibelen, så sker det alligevel, at vi i livet med hinanden pludselig møder et menneske, der giver tilværelsen større horisonter. Det kan være en rask diskussion, en livsanskuelse eller en sjælden god kemi, der pludselig fører ens videre liv i helt nye retninger. Eksempelvis er det nok de færreste, der på vore breddegrader har fået iscenesat deres første møde med deres livsledsager eller nære venner, men tværtimod er det mennesker, som har bidt sig fast i livet, fordi de rørte noget i én.
For mig har denne sommer også budt på nye møder. En aften i forsommeren, hvor jeg første gang besøgte Bering og repræsentanter fra bestyrelsen, bragte mig på nye veje, og jeg føler mig rigtig godt modtaget