Vor tids unge er vokset op i troen på, at fælles mål er en naturlig del af en bestemt alder og klassetrin. De har stor erfaring med nationale test, hvor betegnelsen ”over middel” eller ”under middel” viser, om de har lært nok. I bagklogskabens klare lys kan jeg se, at folkeskolen producerer nogle dygtige unge mennesker med mange færdigheder og kompetencer. Havde jeg gået i den skole, var jeg næppe blevet lærer og præst. Så havde jeg målrettet fulgt den plan, jeg lagde i 3. klasse og var blevet dyrlæge. Så havde jeg sikkert fået så gode karakterer som student fra Roskilde Katedralskole, at jeg ikke havde haft nogen grund til at passe søer og smågrise et år i Jylland. Så havde jeg ikke stiftet bekendtskab med Jelling Statsseminarium og Grundtvigs tanke om læring for livet, og så var min kærlighed til fortælling, poesi og billedsprog måske aldrig blevet vakt.
Nu blev jeg læreruddannet i 1998, og mens jeg afholdt min første barselsorlov, rystede Pisa-chokbølgen den danske skoleverden. ”Hvorfor leverede et så velfinansieret skolesystem så middelmådige resultater?” lød spørgsmålet fra mange sider, og mens jeg fik yderligere to børn, blev folkeskolen fremtids- og kvalitetssikret. Havde det ikke været for nedtoningen af skolens dannelsesdimension, så havde jeg næppe valgt at bruge mine linjefag i billedkunst og biologi, som hjemmegående husmor og med-hjælpende ægtefælle ved landbruget.
Nu fik jeg til gengæld nogle værdifulde år med vores tre børn, mens de var små.
Alt har sin tid, og børn vokser med alderen, så i 2013 søgte jeg ind på samtlige restpladser på Århus universitet; klassisk filologi, østasienstudier, agro-biologi og teologi. Teologi var min førsteprioritet; ikke fordi jeg tænkte tanken til ende, og så mig selv som præst, men fordi Biblen har irriteret mig lige så meget, som den har fascineret mig. Min forestilling, om deltidsstudium og fordybelse i tid og rum, blev dog hurtigt til valget mellem alt eller intet; fremdriftsreformen betød fuldtidsstudium eller intet studium. Så med fuld fart på familielivet, aftenjob som svømmeinstruktør og weekendjob som livredder fik jeg brugt alle trin på karakterskalaen. Seks år senere, stod jeg som teologisk kandidat; stakåndet, men overbevist om Guds kærlighed til det middelmådige, og klar til præsteuddannelsen i Aarhus.
Nu blev jeg læreruddannet i 1998, og mens jeg afholdt min første barselsorlov, rystede Pisa-chokbølgen den danske skoleverden. ”Hvorfor leverede et så velfinansieret skolesystem så middelmådige resultater?” lød spørgsmålet fra mange sider, og mens jeg fik yderligere to børn, blev folkeskolen fremtids- og kvalitetssikret. Havde det ikke været for nedtoningen af skolens dannelsesdimension, så havde jeg næppe valgt at bruge mine linjefag i billedkunst og biologi, som hjemmegående husmor og med-hjælpende ægtefælle ved landbruget.
Nu fik jeg til gengæld nogle værdifulde år med vores tre børn, mens de var små.
Alt har sin tid, og børn vokser med alderen, så i 2013 søgte jeg ind på samtlige restpladser på Århus universitet; klassisk filologi, østasienstudier, agro-biologi og teologi. Teologi var min førsteprioritet; ikke fordi jeg tænkte tanken til ende, og så mig selv som præst, men fordi Biblen har irriteret mig lige så meget, som den har fascineret mig. Min forestilling, om deltidsstudium og fordybelse i tid og rum, blev dog hurtigt til valget mellem alt eller intet; fremdriftsreformen betød fuldtidsstudium eller intet studium. Så med fuld fart på familielivet, aftenjob som svømmeinstruktør og weekendjob som livredder fik jeg brugt alle trin på karakterskalaen. Seks år senere, stod jeg som teologisk kandidat; stakåndet, men overbevist om Guds kærlighed til det middelmådige, og klar til præsteuddannelsen i Aarhus.