Janne Sneistrup Thomsen
Legenden fortæller, at det var Ærkebiskop Andreas Sunesen (1167-1228) der, under slaget ved Lyndanisse i Estland 15. juni 1219, knælede og rakte sine arme mod himlen i bøn og modtog det fra himlen faldende Dannebrog. Andreas Sunesen var Danmarks eneste store middelalderlige teolog, og han skrev Hexaëmeron; et latinsk læredigt på 8040 verselinjer om skabelsens seks dage. Jeg har fundet en oversættelse fra 1927: En Gengivelse paa Dansk af de 950 første Vers af Anders Sunesøns latinske Læredigt Hexaëmeron ved Henrik Spreckelsen. Digtet giver en fremstilling af middelalderens troslære, og det er vældig interessant, men det interesserer mig mere, at en lokalhistoriker fra Roskilde (Arthur Fang) hævder, at oversættelsen er udgivet ”efter alle kunstens regler og kamufleret bag fiktioner og pseudonymer”. Den egentlige oversætter er min oldefar: Kaj Marcussen (1880-1947) I bogens fortale kan man læse, at oversættelsen er fundet på noget skrivepapir i en latinsk bog tilhørende en patient fra Aarhus dåre anstalt, der, efter at have studeret filologi i flere år med uforstandig og overdreven flid, til sidst blev afsindig.
Man kan læse, at de latinske vers er ”affattet på et fælt munkelatin”, skrevet på pergamentblade, og at denne dåre havde en særpræget retskrivning; HanSkrevMedStortBegyndelsesbogstavOgUdenMellemrum FordiDetSkrevneSprogDervedVilleKommeNærmereDetTalte. Denne fortale er fiktion fra min oldefars hånd, og selvom jeg aldrig har kendt ham, er den genkendelig; finurlig og pertentlig. Desværre levede bogen ikke op til 5 hans egne forventninger, og Kai Marcussen levede falleret og syg sine sidste år på Skt. Jørgensbjerg Alderdomshjem i Roskilde; ”Som en anden Machiavelli i landflygtighed sad Marcussen i sin ‘Lemmestiftelse’ – som han kaldte det – med sine latinske autores, altid stram og velpudset; han nedværdigede sig aldrig til morgensko” (A. Fang). Jeg vender de slidte sider i bogen med ærefrygt, læser Ærkebiskop Sunesens skabelsesdigt, oversat og fortolket med min oldefars ord og sprog. Jeg glæder mig over valget af ordet ‘kjødvordelse’, og jeg bliver forbavset over Andreas Sunesens teologi: Englene fylder meget i skabelsens orden, men de følte skam ved at anse mennesker blandt deres fæller, indtil Kristus, ved selv at blive menneske, borttog denne skamfølelse, så englene, af kærlighed til ham, kan glæde sig over enhver retfærdig, der slutter sig til deres samfund. Kan man føle skam, hvis man ikke har sin livshistorie udspændt mellem liv og død? Jeg lukker bogen, der vel nærmere er et lille hæfte; købt på antikvariat.net for 75,- kroner, men den får mig til at tænke, at bag hvert eneste lille vovestykke, ligger et liv, fuld af fejltrin og skuffelser, men også eventyr, sejre og triumfer. Noget er legender og andet fiktion, men på Valdemarsdag hejser vi Dannebrog, for hvis vi ikke værner om vores fælles historie og deler vores egne små skøre og skæve fortolkninger med hinanden, mens tid er – så bliver de glemt, og så får vores store ord og små skuffelser ikke mulighed for at begejstre vores efterkommere om hundrede år. |
 Oldefar
Hexaemeron
|