Om tiden efter den første påske
Emil Nolde
De fortællinger, der ligger til grund for jul og påske kender vi; det er i hvert fald de færreste, der ikke ved, hvad de to højtider handler om. Det er lidt vanskeligere med pinsen. Det kan skyldes, at alt kulminerede med påskens begivenheder. Det er fra Apostlenes Gerninger, vi får kendskab til pinsefortællingen. Det er også denne bog, der handler om dannelsen af og vilkårene for de første kristne menigheder. Der fortælles om de mange forviklinger, der uundgåeligt må have hersket mellem jøder, jødekristne og hedningekristne. Dette afføder til gengæld vidunderlige portrætter af indiskutabelt stærke personligheder og deres tro. At apostlen Paulus spiller en stor rolle blandt disse er næsten selvklart. Hans historie er usædvanlig: fra at være en ilter og succesrig kristenforfølger, bliver han ramt af lyset, som ikke alene vælter ham omkuld, men også gør ham momentant blind, afmægtig og hjælpeløs. Først da han får et nyt syn på sig selv, bliver han seende igen, så han kan vende sig om. Herefter bliver han lige så ivrig og succesrig som tidligere, men nu som en forkynder af det kristne evangelium. Apostlens Gerninger indeholder lærerige taler og store forsvarstaler. Som eksempelvis den Stefanus holdt umiddelbart før han blev stenet ihjel. Der er mange diskussioner i Apostlenes Gerninger, som er lige så aktuelle dengang som nu. Der er spørgsmålet om religiøse spiseregler, om rent og urent.
Apostlen Peter var jøde og derfor opdraget med tabubelagte spiseregler. I et syn bliver han påbudt at spise af alle jordens dyr. Det nægter han; han har aldrig spist noget urent og har heller ikke til sinde at begynde på det. Men han belæres om, at det Gud har erklæret for rent, skal han ikke kalde urent. Umiddelbart derefter fortælles så om, hvordan Peter døber den romerske høvedsmand, Cornelius, som bliver den første hedningekristne.
Som kristne er vi højt hævet over alle tænkelige sære spiseregler. Vi har lært, at der ikke er noget, der udefra kan gøre et menneske urent. Alt urent kommer indefra, fra os selv.
Med andre ord: det handler ikke om spiseregler; der er derimod tale om noget, der angår selve den kristne lighedstanke. Spiseregler og religiøse adfærdsregler kan tynge mennesket, binde og gøre ufri. Ingen skal kunne hæve sig over andre ved at overholde tunge regler. Blandt andet er det fra denne indsigt, Martin Luther senere gør op med munke og nonners klosterliv. Der skal ikke være en religiøs elite. Skomageren, der flikker sko, er i Guds øjne lige så værdifuld og ligeværdig som en munk i klosteret. Der er ligeledes nok så megen tale om en nærforventning, der udløser stor usikkerhed og problemer for de første kristne. Helt bogstaveligt forventede man, at Jesus ville vende tilbage på himmelens skyer og dømme levende og døde, inden de første kristne døde. Troen på Kristi genkomst er en sær og forunderlig tro. Ikke desto mindre er Kristi genkomst tema for adventstiden, forberedelsen på julens komme. Hvad advent handler om, er nærmest ved at gå i glemmebogen, ligesom adventssalmerne er ved at gå i et med julesalmerne. Det er svært at fastholde, at advent indebærer, at vi skal vente og forberede os på at få at se, hvem Kristus er. Også Grundtvig nærede et stort håb på Kristi snare komme. I sin store salme om døden og angsten for døden, ”At sige verden ret farvel” (DDS 538) beder han om, at Kristus vil komme inden døden. Tanken om Kristi genkomst har at gøre med vores opfattelse af tid: Kristi genkomst handler ikke om en begivenhed i tid, men netop når tiden ophører. Da vil Kristus komme igen med evigheden. Og så er der fortællingen om pinsen. Den første pinse er forudsætningen for, at disciplene bliver til apostle. At pinseberetningen har givet anledning til allehånde vidtløftige åndsretninger og bevægelser, skyldes ikke pinseberetningen, men læseren. Når alt, hvad vi læser i Bibelen, skal læses med øje for det, der forkynder Kristus, skal også pinseberetningen læses sådan, og så kan vi se, hvordan Pinseberetningen er en omvendt Babels fortælling: mens man byggede Babelstårnet blev folket slået med forvirring, fordi de med et ikke længere forstod de sprog, de forsøgte at tale med hinanden på, hvorfor man forlod byggeriet – fællesskabet og hinanden. Dette folks senere efterkommere, ja, folk fra hele verden sad efter påske og Kristi Himmelfart i Jerusalem, forvirrede, tavse og mundlamme. Forståeligt nok. Og så bliver de ramt af Helligåndens ild. Og de begynder at tale og forstå hinanden! Eftersom nogle tror, det er fuldemandssnak, holder apostlen Peter sin store, frelseshistoriske tale om Jesus Kristus. Denne brandtale resulterede i, at adskillige lod sig døbe for at leve i det kristne fællesskab under den apostolske lære, med nadver og bøn.
Pinsen er sær, vanskelig at forholde sig til: tungetale og ildflammer, der sætter sig på de forsamlede!
Når ord ikke er nok, kan billeder ofte hjælpe os på vej: Den slesvigske kunstner, Emil Nolde, har givet os et usædvanligt stærkt pinsemaleri. Her optræder nogle få store, tunge fiskere fra Galilæa. (Nolde opholdt sig på den danske vestkyst, da han malede de første ansatser til det, der skulle blive det store pinsebillede). Vi kan se dem for os, som de netop er kommet helskindede tilbage fra havet efter endnu en gang at have klaret sig gennem den dødsensfarlige brænding. Nu sidder de så med flammer på deres store tunge hoveder.
Men maleriets centrum er fiskernes store, grove hænder – de holder hinanden i hænderne! Ildflammerne er sære, vilde og mærkværdige. Det er hænderne ikke. Det er stærke hænder. Der blev brug for stærke hænder, da de efter pinse gik ud i alverden og blev menneskefiskere. Mennesker i et fællesskab, hvor man kan holde hinanden i hænderne. Det er ikke ild og flammer, der gør en forskel. Det er de hænder, der gør det. De fortæller om fortrolighed, styrke og fællesskab om tillid, tro og håb.
Margrethe
Apostlen Peter var jøde og derfor opdraget med tabubelagte spiseregler. I et syn bliver han påbudt at spise af alle jordens dyr. Det nægter han; han har aldrig spist noget urent og har heller ikke til sinde at begynde på det. Men han belæres om, at det Gud har erklæret for rent, skal han ikke kalde urent. Umiddelbart derefter fortælles så om, hvordan Peter døber den romerske høvedsmand, Cornelius, som bliver den første hedningekristne.
Som kristne er vi højt hævet over alle tænkelige sære spiseregler. Vi har lært, at der ikke er noget, der udefra kan gøre et menneske urent. Alt urent kommer indefra, fra os selv.
Med andre ord: det handler ikke om spiseregler; der er derimod tale om noget, der angår selve den kristne lighedstanke. Spiseregler og religiøse adfærdsregler kan tynge mennesket, binde og gøre ufri. Ingen skal kunne hæve sig over andre ved at overholde tunge regler. Blandt andet er det fra denne indsigt, Martin Luther senere gør op med munke og nonners klosterliv. Der skal ikke være en religiøs elite. Skomageren, der flikker sko, er i Guds øjne lige så værdifuld og ligeværdig som en munk i klosteret. Der er ligeledes nok så megen tale om en nærforventning, der udløser stor usikkerhed og problemer for de første kristne. Helt bogstaveligt forventede man, at Jesus ville vende tilbage på himmelens skyer og dømme levende og døde, inden de første kristne døde. Troen på Kristi genkomst er en sær og forunderlig tro. Ikke desto mindre er Kristi genkomst tema for adventstiden, forberedelsen på julens komme. Hvad advent handler om, er nærmest ved at gå i glemmebogen, ligesom adventssalmerne er ved at gå i et med julesalmerne. Det er svært at fastholde, at advent indebærer, at vi skal vente og forberede os på at få at se, hvem Kristus er. Også Grundtvig nærede et stort håb på Kristi snare komme. I sin store salme om døden og angsten for døden, ”At sige verden ret farvel” (DDS 538) beder han om, at Kristus vil komme inden døden. Tanken om Kristi genkomst har at gøre med vores opfattelse af tid: Kristi genkomst handler ikke om en begivenhed i tid, men netop når tiden ophører. Da vil Kristus komme igen med evigheden. Og så er der fortællingen om pinsen. Den første pinse er forudsætningen for, at disciplene bliver til apostle. At pinseberetningen har givet anledning til allehånde vidtløftige åndsretninger og bevægelser, skyldes ikke pinseberetningen, men læseren. Når alt, hvad vi læser i Bibelen, skal læses med øje for det, der forkynder Kristus, skal også pinseberetningen læses sådan, og så kan vi se, hvordan Pinseberetningen er en omvendt Babels fortælling: mens man byggede Babelstårnet blev folket slået med forvirring, fordi de med et ikke længere forstod de sprog, de forsøgte at tale med hinanden på, hvorfor man forlod byggeriet – fællesskabet og hinanden. Dette folks senere efterkommere, ja, folk fra hele verden sad efter påske og Kristi Himmelfart i Jerusalem, forvirrede, tavse og mundlamme. Forståeligt nok. Og så bliver de ramt af Helligåndens ild. Og de begynder at tale og forstå hinanden! Eftersom nogle tror, det er fuldemandssnak, holder apostlen Peter sin store, frelseshistoriske tale om Jesus Kristus. Denne brandtale resulterede i, at adskillige lod sig døbe for at leve i det kristne fællesskab under den apostolske lære, med nadver og bøn.
Pinsen er sær, vanskelig at forholde sig til: tungetale og ildflammer, der sætter sig på de forsamlede!
Når ord ikke er nok, kan billeder ofte hjælpe os på vej: Den slesvigske kunstner, Emil Nolde, har givet os et usædvanligt stærkt pinsemaleri. Her optræder nogle få store, tunge fiskere fra Galilæa. (Nolde opholdt sig på den danske vestkyst, da han malede de første ansatser til det, der skulle blive det store pinsebillede). Vi kan se dem for os, som de netop er kommet helskindede tilbage fra havet efter endnu en gang at have klaret sig gennem den dødsensfarlige brænding. Nu sidder de så med flammer på deres store tunge hoveder.
Men maleriets centrum er fiskernes store, grove hænder – de holder hinanden i hænderne! Ildflammerne er sære, vilde og mærkværdige. Det er hænderne ikke. Det er stærke hænder. Der blev brug for stærke hænder, da de efter pinse gik ud i alverden og blev menneskefiskere. Mennesker i et fællesskab, hvor man kan holde hinanden i hænderne. Det er ikke ild og flammer, der gør en forskel. Det er de hænder, der gør det. De fortæller om fortrolighed, styrke og fællesskab om tillid, tro og håb.
Margrethe