At forstå forskelle
Vi skal turde hvile i vores forskelligheder og være til gavn og glæde for hinanden.
At gøre sig forståelig kan være en opgave – både når man mødes på tværs af generationer, kulturer og sågar faggrupper. Egentlig er det ret fascinerende at dvæle ved faglige sprog, der kan åbne en helt professionel verden for dem, der forstår det og samtidig lyder som rent volapyk for udenforstående.
Tænk bare på fysikeren der læser formler, musikeren der navigerer efter noder og bibliotekaren, der kender bøgerne på deres ISBN-koder.
Uanset hvilket fagområde man bevæger sig ind på, så er det forbundet med særlige fagtermer, vendinger og forkortelser, der er uden betydning for andre, men ofte afgørende for faget. I nogle tilfælde sker det næsten, at der udvikles et selvstændigt sprog, og alle disse terminologier kan være med til at udvide vores forståelse af, hvad sprog egentlig er, idet de alle understreger at kommunikation mellem mennesker er meget andet end dansk, engelsk og norsk – urdu, sanskrit og swahili.
Hvad enten der er tale om afrikanske stammesprog, node-pletter til de stribede linjer eller stregkoden bag på mælken, så er formålet med modersmål såvel som fagsprog klart: De er nemlig bindeled mellem en afsender og en modtager, og ligeså ukompliceret og nemt det er, når både afsender og modtager forstår hinanden – mindst ligeså frustrerende er det, når filmen knækker og budskabet ikke når frem, som man ønskede.
Forstår vi ikke hinanden, kommer vi nemlig nemt til at stå som fremmede overfor hinanden, sådan som Paulus også fremhævede det i sit første brev til menigheden i Korinth, hvori han skriver:
Der er så og så mange slags sprog i verden, og intet sprog er stumt; men kan jeg ikke sproget, vil jeg stå som en fremmed for den, der taler det, og han som en fremmed for mig. Sådan er det også med jer: Når I lægger så stor vægt på åndsgaver, så søg at blive rige på gaver, som tjener til at opbygge menigheden.
Det er altså afgørende, at vi altid forsøger at gøre os forståelige. Dermed ikke være sagt, at vi skal forsøge at mestre alverdens sprog eller blive fagnørder indenfor ethvert felt, men derimod ved at vi gør os umage med det vi kan! Som Paulus skriver, skal vi lægge vægt på åndsgaverne, og endda bestræbe os på at blive rige på de gaver, der tjener til at opbygge fællesskabet.
Det kan måske lyde lidt kryptisk og som formuleringer fra en helt anden tid, men det Paulus egentlig ville fortælle den fjerntliggende menighed er, at vi hver især med evner, kundskaber og formåen skal bidrage med det vi kan, så vi i fællesskab kan gøre livet rigere og større.
Et gammelt ordsprog siger, at enhver fugl synger med sit næb, og når vi her i det nye år indleder fællessang på tværs af generationer, så er det netop for at give plads til det brede fællesskab: Hvad enten vi har en spæd barnestemme eller en gammel, rusten bas, så har vi alle noget at bidrage med, så sangen kan løfte sig. Det har vi ofte oplevet til fællessang i forsamlingshuset, men vi mærker det også i livet med hinanden, hvor vi ved fælles hjælp kan nå meget længere end hvad vi hver især kan præstere.
Derfor skal vi turde hvile i vores forskelligheder og glæde os over, at vi kan være til gavn og glæde for hinanden. For med livet har vi hver især fået rakt forskellige gaver – evner og kundskaber – og de skal ikke gemmes af vejen, men bruges og sættes i spil, så livet i fællesskab bliver endnu rigere.
Helle Nørby
At gøre sig forståelig kan være en opgave – både når man mødes på tværs af generationer, kulturer og sågar faggrupper. Egentlig er det ret fascinerende at dvæle ved faglige sprog, der kan åbne en helt professionel verden for dem, der forstår det og samtidig lyder som rent volapyk for udenforstående.
Tænk bare på fysikeren der læser formler, musikeren der navigerer efter noder og bibliotekaren, der kender bøgerne på deres ISBN-koder.
Uanset hvilket fagområde man bevæger sig ind på, så er det forbundet med særlige fagtermer, vendinger og forkortelser, der er uden betydning for andre, men ofte afgørende for faget. I nogle tilfælde sker det næsten, at der udvikles et selvstændigt sprog, og alle disse terminologier kan være med til at udvide vores forståelse af, hvad sprog egentlig er, idet de alle understreger at kommunikation mellem mennesker er meget andet end dansk, engelsk og norsk – urdu, sanskrit og swahili.
Hvad enten der er tale om afrikanske stammesprog, node-pletter til de stribede linjer eller stregkoden bag på mælken, så er formålet med modersmål såvel som fagsprog klart: De er nemlig bindeled mellem en afsender og en modtager, og ligeså ukompliceret og nemt det er, når både afsender og modtager forstår hinanden – mindst ligeså frustrerende er det, når filmen knækker og budskabet ikke når frem, som man ønskede.
Forstår vi ikke hinanden, kommer vi nemlig nemt til at stå som fremmede overfor hinanden, sådan som Paulus også fremhævede det i sit første brev til menigheden i Korinth, hvori han skriver:
Der er så og så mange slags sprog i verden, og intet sprog er stumt; men kan jeg ikke sproget, vil jeg stå som en fremmed for den, der taler det, og han som en fremmed for mig. Sådan er det også med jer: Når I lægger så stor vægt på åndsgaver, så søg at blive rige på gaver, som tjener til at opbygge menigheden.
Det er altså afgørende, at vi altid forsøger at gøre os forståelige. Dermed ikke være sagt, at vi skal forsøge at mestre alverdens sprog eller blive fagnørder indenfor ethvert felt, men derimod ved at vi gør os umage med det vi kan! Som Paulus skriver, skal vi lægge vægt på åndsgaverne, og endda bestræbe os på at blive rige på de gaver, der tjener til at opbygge fællesskabet.
Det kan måske lyde lidt kryptisk og som formuleringer fra en helt anden tid, men det Paulus egentlig ville fortælle den fjerntliggende menighed er, at vi hver især med evner, kundskaber og formåen skal bidrage med det vi kan, så vi i fællesskab kan gøre livet rigere og større.
Et gammelt ordsprog siger, at enhver fugl synger med sit næb, og når vi her i det nye år indleder fællessang på tværs af generationer, så er det netop for at give plads til det brede fællesskab: Hvad enten vi har en spæd barnestemme eller en gammel, rusten bas, så har vi alle noget at bidrage med, så sangen kan løfte sig. Det har vi ofte oplevet til fællessang i forsamlingshuset, men vi mærker det også i livet med hinanden, hvor vi ved fælles hjælp kan nå meget længere end hvad vi hver især kan præstere.
Derfor skal vi turde hvile i vores forskelligheder og glæde os over, at vi kan være til gavn og glæde for hinanden. For med livet har vi hver især fået rakt forskellige gaver – evner og kundskaber – og de skal ikke gemmes af vejen, men bruges og sættes i spil, så livet i fællesskab bliver endnu rigere.
Helle Nørby