Påske og pinse udsprang af jul
April, maj, juni, juli, august og september. Et helt halv år spænder dette nummer af kirkebladet over. Og hvilket halvår! Forår og sommer! Påske og Pinse, to af årets tre højtider, og alle tre er indbyrdes lige afhængige af hinanden. For “påske og pinse udsprang af jul”, som vi synger det i salmen Denne er dagen, som Herren har gjort. Pinsen er den sidste af de tre store højtider i kirkeåret. Da fejrer vi Helligåndens nærvær, den “talsmand”, som Jesus lovede sine disciple skulle blive her, når han selv var vendt tilbage til sin himmelske far. Den første pinse kom Helligånden og satte sig som ildtunger på disciplenes hoveder. De var samlet til gudstjeneste på den første dag i ugen. Da de mærkede Helligåndens kraft forstod de, at de ikke længere skulle sidde inden døre, bange og ubeslutsomme, men måtte gå ud i alverden for at gøre alle folkeslagene til hans disciple, sådan som Jesus netop havde befalet. Helligånden indgød dem mod til at gå ud og forkynde, at nok var Jesus død og begravet, men han var sandelig også opstået fra de døde og siden faret til himmels. På det budskab dannedes den kristne kirke, og lige siden da er det samme budskab blevet forkyndt. Pinsen er smuk og skøn, og her til lands
har vi nogle af de allersmukkeste salmer digtet til pinsens pris. Bjørnstjerne Bjørnson skulle have sagt, at salmen, I al sin glans nu stråler solen er “Nordens vældigste digt”! Selv om det, som naturlyrik betragtet, er det fornemste i dansk tradition, så er det ikke kun for at beskrive skønheden i den danske sommer, Grundtvig digter. Han har taget naturens billeder til hjælp for at forkynde, at Åndens sommer varer hele året rundt, at vi nu og her befinder os i Helligåndens tid.
Når jeg har spørger konfirmander, om de véd, hvad det lige er, vi fejrer ved kirkeårets tre store højtider, så ved de fleste trods alt, at til jul fejrer vi Jesubarnets fødsel, eller med andre ord: at Gud blev menneske - at Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød. Færre ved, at påsken er en fest, hvor vi ikke fejrer Jesu død, men hans opstandelse fra de døde. Påskemorgen, da Herren opstod, da livstræet fæsted i graven rod. Herren af søvne opvågned, opsprang, hører du, Helved, vor morgensang: Kristus opstod fra de døde, triumferer Grundtvig, og vi med ham, når vi synger en af de stærkeste påskesalmer, Grundtvig også har digtet. Til gengæld er der sjældent en konfirmand, der har kunnet svare på, hvorfor vi fejrer pinse.
Til jul giver vi julegaver, til påske påskeæg, men til pinsen er der ikke knyttet sådanne håndgribelige ting, vi kan give hinanden, og som vi kan knytte vores forståelse af pinsen til. Den er lidt mere luftig og uhåndgribelig, pinsefesten. Men når vi til advent synger Vær velkommen Herrens år, synger vi netop: Pinsedag, da Guds Ånd kom herned, da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed. Pinsen er luftig, uhåndgribelig, for vi fejrer, at Guds Ånd, Helligånden, den tredje side af den treenige Gud, Guds kraft, blev givet til menneskene, fordi vi netop ikke skulle være uden Gud. Pinsen er, som Helligånden, Guds kraft, uhåndgribelig, er abstrakt; men samtidig er den nærværende og vedkommende. I forklaringen til tredje trosartikel, vi tror på Helligånden, siger Luther herom: Ånd er den gåde, at livet er større end os selv, at vi ikke "af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham". Det gådefulde har at gøre med, at ånd er liv. Vores åndedræt fortæller, at vi er i live. Gud blæste netop sin livsånde i den livløse lerklump, i Adams næsebor. Billedet kender vi, som vi kender det fra naturen, når foråret og sommeren kommer og puster liv i det kolde, golde og livløse vinterlandskab. Det grønne vælter frem, livet spirer op. Vi fejrer pinse, fordi vi fejrer livet, det
frodige, nyskabte liv. Vi fejrer pinse, fordi vi fejrer lysets magt over mørket. Pinsesolen danser, siger vi. Den dans er som en sejrsdans: solen danser, fordi livet og lyset er stærkere end mørke, kulde og død. Kirkeårets pinsefest gælder det nyskabte liv. Vi fejrer, at Guds kraft er nærværende, er til stede - og skænker os nye livsmuligheder. Det er det, Helligånden gør: skænker os nye muligheder, indgyder os mod til at tro, at Gud aldrig overlader Adam, mennesket, verden, til sig selv. Gud er her, ved siden af os, i Helligåndens nærvær.
Når vi har ødelagt alt, når vi står midt i håbløsheden og kun har udsigt til mismod og sort, kold intethed, da er det, uden at vi ved hvorfra, at livsmodet alligevel kan komme til os. Som Guds ånde blæste liv i den livløse lerklump, sådan blæser Guds Ånd tilgivelse og kærlighed ind i vores livløshed, mørke, kulde og dræbende ondskab og afslører, at der altid er endnu en vej frem, at livets muligheder aldrig er opbrugte. Livet er, at der er mulighed; i livet er der uanede muligheder, de blæses ind os. Vi fyldes så at sige med dem, som vi fyldes af livsindtryk, når vi ser pinsesolen danse.
Men selv om vi både siger, at livet er en gåde, og at livet ikke er en dans på roser, så er det ikke det samme som, at vi skal takke nej, når livet byder os op til dans. Livets gåde kan vi aldrig løse; men hvem
ved, måske kan vores livs dans blive lige så smuk som pinsesolens?......... muligheden er der. Glædelig pinse.
Margrethe Barfoed
har vi nogle af de allersmukkeste salmer digtet til pinsens pris. Bjørnstjerne Bjørnson skulle have sagt, at salmen, I al sin glans nu stråler solen er “Nordens vældigste digt”! Selv om det, som naturlyrik betragtet, er det fornemste i dansk tradition, så er det ikke kun for at beskrive skønheden i den danske sommer, Grundtvig digter. Han har taget naturens billeder til hjælp for at forkynde, at Åndens sommer varer hele året rundt, at vi nu og her befinder os i Helligåndens tid.
Når jeg har spørger konfirmander, om de véd, hvad det lige er, vi fejrer ved kirkeårets tre store højtider, så ved de fleste trods alt, at til jul fejrer vi Jesubarnets fødsel, eller med andre ord: at Gud blev menneske - at Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød. Færre ved, at påsken er en fest, hvor vi ikke fejrer Jesu død, men hans opstandelse fra de døde. Påskemorgen, da Herren opstod, da livstræet fæsted i graven rod. Herren af søvne opvågned, opsprang, hører du, Helved, vor morgensang: Kristus opstod fra de døde, triumferer Grundtvig, og vi med ham, når vi synger en af de stærkeste påskesalmer, Grundtvig også har digtet. Til gengæld er der sjældent en konfirmand, der har kunnet svare på, hvorfor vi fejrer pinse.
Til jul giver vi julegaver, til påske påskeæg, men til pinsen er der ikke knyttet sådanne håndgribelige ting, vi kan give hinanden, og som vi kan knytte vores forståelse af pinsen til. Den er lidt mere luftig og uhåndgribelig, pinsefesten. Men når vi til advent synger Vær velkommen Herrens år, synger vi netop: Pinsedag, da Guds Ånd kom herned, da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed. Pinsen er luftig, uhåndgribelig, for vi fejrer, at Guds Ånd, Helligånden, den tredje side af den treenige Gud, Guds kraft, blev givet til menneskene, fordi vi netop ikke skulle være uden Gud. Pinsen er, som Helligånden, Guds kraft, uhåndgribelig, er abstrakt; men samtidig er den nærværende og vedkommende. I forklaringen til tredje trosartikel, vi tror på Helligånden, siger Luther herom: Ånd er den gåde, at livet er større end os selv, at vi ikke "af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham". Det gådefulde har at gøre med, at ånd er liv. Vores åndedræt fortæller, at vi er i live. Gud blæste netop sin livsånde i den livløse lerklump, i Adams næsebor. Billedet kender vi, som vi kender det fra naturen, når foråret og sommeren kommer og puster liv i det kolde, golde og livløse vinterlandskab. Det grønne vælter frem, livet spirer op. Vi fejrer pinse, fordi vi fejrer livet, det
frodige, nyskabte liv. Vi fejrer pinse, fordi vi fejrer lysets magt over mørket. Pinsesolen danser, siger vi. Den dans er som en sejrsdans: solen danser, fordi livet og lyset er stærkere end mørke, kulde og død. Kirkeårets pinsefest gælder det nyskabte liv. Vi fejrer, at Guds kraft er nærværende, er til stede - og skænker os nye livsmuligheder. Det er det, Helligånden gør: skænker os nye muligheder, indgyder os mod til at tro, at Gud aldrig overlader Adam, mennesket, verden, til sig selv. Gud er her, ved siden af os, i Helligåndens nærvær.
Når vi har ødelagt alt, når vi står midt i håbløsheden og kun har udsigt til mismod og sort, kold intethed, da er det, uden at vi ved hvorfra, at livsmodet alligevel kan komme til os. Som Guds ånde blæste liv i den livløse lerklump, sådan blæser Guds Ånd tilgivelse og kærlighed ind i vores livløshed, mørke, kulde og dræbende ondskab og afslører, at der altid er endnu en vej frem, at livets muligheder aldrig er opbrugte. Livet er, at der er mulighed; i livet er der uanede muligheder, de blæses ind os. Vi fyldes så at sige med dem, som vi fyldes af livsindtryk, når vi ser pinsesolen danse.
Men selv om vi både siger, at livet er en gåde, og at livet ikke er en dans på roser, så er det ikke det samme som, at vi skal takke nej, når livet byder os op til dans. Livets gåde kan vi aldrig løse; men hvem
ved, måske kan vores livs dans blive lige så smuk som pinsesolens?......... muligheden er der. Glædelig pinse.
Margrethe Barfoed
