Mellem sommer, sol og søndag
Hvilken sommer! Ja, det blev sommer! Altså ifølge kalenderens årstidsinddeling. Nogle vil nok synes, at den bør undergå en vis revurdering. Blev det egentlig til ret meget andet end sommerskuffelse og en lang vemodstid over det, der ikke blev. ”Pigernes latter og lyse hår” har både været et sjældent syn og ligeså sjældent hørt gennem støjen fra regn og blæst. Sommeren udeblev. Efterår har det længe været og det har længe været forberedt: Efter sommer skal vi … . Til efter-året skal vi … . Inden jul skal vi … . Hvis vi nu tager anledning af årets man-gel på sommer, afskaffer den og ændrer de fire gængse årstidsbetegnelser til to, ”småsommer” og ”gråsommer”, ville vi jo ikke blive så skuffede, hvis der dukke-de et par stille, varme solskinsdage frem, bare en gang imellem, ligesom vi ikke vil være skuffede over de mange og lange gråvåde, kolde og blæstfyldte dage. Sådan er det jo bare. Vi ville heller ikke behøve at skubbe alle arrangementer sammen til kun at skulle begrænse sig til to perioder; de ville kunne strække sig ud over hele året. Det siger derfor sig selv, at hvis vi ønsker at undgå enhver form for skuffelse, vil der heller ikke være meget at håbe på og se frem til. Fortsætter vi denne tankerække, vil alt omkring os inden længe blive ”smågråt”, alt vil være lige småt og gråt og dermed ligegyldigt.
Det, jeg her beskriver, er det, vi kender som tankens nedadgående onde spiral. Den skal bekæmpes. Vi gør det bedst ved at byde den første negative tanke imod, og i stedet fortælle os selv og hinanden om det, der, trods regn og kold blæst, også var rart i den nu forgangne sommer. Kan vi ikke selv byde den negative tanke imod, er vi for alvor havnet i det navnløse grå ingenting, hvor ingen farver eller varme findes, ingen glæde, ingen latter, ingen taknemmelighed, ingen kærlighed. Der er intet andet end det, gråd og sorg afstedkommer. Jovist. Men sorgen fremstår af det, vi tabte, af det vi ikke fik, det vi ikke længere kan ændre.
Mellem sommer, sol og søndag
Sorg er dødens forlængelse; i og for sig er også sorgen selv en dødstilstand. Man kan være levende død. Og sorg smitter som en anden pestepidemi, for den le-vende dødes omgivelser begynder også at sørge, først over den levende døde, dernæst over alt det spild af liv, al den mangel på glæde.
Vi kan ikke blive vaccineret mod sorgens smitte. Vi kan byde den trods. Og kan vi ikke selv, er vi havnet allernederst i tankens onde spiral og den sorteste sorg, hvorfra vi ikke engang kan bede om hjælp længere. Så kan vi dog – og det vi kan, skal vi – nemlig tage imod den hjælp, vores omgivelser rækker os. Også selv om vi ikke selv tror, det kan lykkes at ændre noget, eller vi tror, at vi kan få det bedre eller endda blive glade igen. Det kan vi. Fordi der er nogen, der tror for os, håber for os, ønsker for os, når vi ikke selv kan mere. Vi kan lade dem, der tror, håber og ønsker os meget mere godt, bringe os hen til et sted, hvor vi kan få hjælp. For den er der. Hjælpen findes. Vi skal tage imod hjælpen, når den rækkes os. Det kan vi. Jeg har sagt det mange gange: vi skal ikke alt det, vi kan. Det kan ingen. Men det vi kan, skal vi – for eksempel tage imod den udstrakte hjælpende hånd.
Også kirkens gudstjeneste kan opfattes som en udstrakt hjælpende hånd – hjælp til at tænke videre, hjælp til at komme videre, hjælp til trøst, hjælp til glæde. Hjælp til at fatte mod, hjælp til at tro, hjælp til at stole på Gud og på hinanden. Alle helgens søndag rækker os en særlig hjælpende hånd: Vi skal aldrig give os selv eller hinanden lov til at ”dyrke døden” endsige ”dyrke sorgen”, men denne dag kan vi særligt lade vore tanker gå til ”vore døde”. Dem, vi har mistet, dem, vi savner, og som vores liv har været knyttet til med og i stor kærlighed. Alle helgensgudstjenestens ”hjælpende hånd” støtter os i vores taknemmelighed, for det vi fik, trøster os og giver os mod til atter at gå ud i livet, være dér og tage del i det og være til glæde for dem, vi kender og også holder af.
Der er glæden. Glæden er.
MB
Det, jeg her beskriver, er det, vi kender som tankens nedadgående onde spiral. Den skal bekæmpes. Vi gør det bedst ved at byde den første negative tanke imod, og i stedet fortælle os selv og hinanden om det, der, trods regn og kold blæst, også var rart i den nu forgangne sommer. Kan vi ikke selv byde den negative tanke imod, er vi for alvor havnet i det navnløse grå ingenting, hvor ingen farver eller varme findes, ingen glæde, ingen latter, ingen taknemmelighed, ingen kærlighed. Der er intet andet end det, gråd og sorg afstedkommer. Jovist. Men sorgen fremstår af det, vi tabte, af det vi ikke fik, det vi ikke længere kan ændre.
Mellem sommer, sol og søndag
Sorg er dødens forlængelse; i og for sig er også sorgen selv en dødstilstand. Man kan være levende død. Og sorg smitter som en anden pestepidemi, for den le-vende dødes omgivelser begynder også at sørge, først over den levende døde, dernæst over alt det spild af liv, al den mangel på glæde.
Vi kan ikke blive vaccineret mod sorgens smitte. Vi kan byde den trods. Og kan vi ikke selv, er vi havnet allernederst i tankens onde spiral og den sorteste sorg, hvorfra vi ikke engang kan bede om hjælp længere. Så kan vi dog – og det vi kan, skal vi – nemlig tage imod den hjælp, vores omgivelser rækker os. Også selv om vi ikke selv tror, det kan lykkes at ændre noget, eller vi tror, at vi kan få det bedre eller endda blive glade igen. Det kan vi. Fordi der er nogen, der tror for os, håber for os, ønsker for os, når vi ikke selv kan mere. Vi kan lade dem, der tror, håber og ønsker os meget mere godt, bringe os hen til et sted, hvor vi kan få hjælp. For den er der. Hjælpen findes. Vi skal tage imod hjælpen, når den rækkes os. Det kan vi. Jeg har sagt det mange gange: vi skal ikke alt det, vi kan. Det kan ingen. Men det vi kan, skal vi – for eksempel tage imod den udstrakte hjælpende hånd.
Også kirkens gudstjeneste kan opfattes som en udstrakt hjælpende hånd – hjælp til at tænke videre, hjælp til at komme videre, hjælp til trøst, hjælp til glæde. Hjælp til at fatte mod, hjælp til at tro, hjælp til at stole på Gud og på hinanden. Alle helgens søndag rækker os en særlig hjælpende hånd: Vi skal aldrig give os selv eller hinanden lov til at ”dyrke døden” endsige ”dyrke sorgen”, men denne dag kan vi særligt lade vore tanker gå til ”vore døde”. Dem, vi har mistet, dem, vi savner, og som vores liv har været knyttet til med og i stor kærlighed. Alle helgensgudstjenestens ”hjælpende hånd” støtter os i vores taknemmelighed, for det vi fik, trøster os og giver os mod til atter at gå ud i livet, være dér og tage del i det og være til glæde for dem, vi kender og også holder af.
Der er glæden. Glæden er.
MB
