Venlighed skaber livsmod
ved Kjeld Holm
”Der kommer den lille rare mand, som gerne vil så en sludder af. Som-me tider har han en sort puddel med sig. Han går som et møllehjul. Jeg glæder mig over hans venlighed”.
Citatet er af Jens Kruuse, fra sidste bind af hans erindringer, ”- og han levede lykkeligt”, fra 1976, hvor han ærligt beretter om sit liv, ikke mindst dets skyggesider, med bedrag og svigt. Også i forhold til hans kone, som han da havde levet et langt liv med, men så forlod til fordel for en langt yngre kvinde. Han beretter om, hvordan de bosætter sig i et lille hus på kanten af Skåde bakker i Aarhus. Han fortæller om deres lykkelige liv dér, der dog varede kort, for i 1978 døde Kruuse efter at være blevet in-valideret af en blodprop i hjernen.
Erindringsbogen er skrevet med hele Kruuses veloplagte sprogsans og med hans fabelagtige hukommelse for mennesker og begivenheder. Og med hans venlighed, som i virke-ligheden er en livsholdning.
Det er i erindringerne, at den lille scene med pudlen og den venlige mand, som glæder Kruuse, udfolder sig. Nu er det givetvis min alder, der gør, at jeg kommer i tanker om det. En erfaringssammensmeltning! At venlighed ikke er en selvfølgelighed, men optræder i tilværelsen og skaber livsmod.
Tidligere glædede jeg mig over så meget andet. Venlighed var godt nok, men det kom relativt langt nede, der var så meget andet, som kræ-vede engagement.
I dag er der meget at glæde sig over men altså også venlighed. Sådan har jeg det, når det tilfældige møde i Bruunsgade bliver til mere end en hold snak. Eller i butikkerne, på ind-køb. Lotte i brugsen, der bestandig hjælper med at finde dette eller hint på hylderne, og har tid til at sludre, skønt hun ellers har nok at lave. Eller damen i bagerbutikken, der efterhån-den ved, hvad slags rugbrød, jeg foretrækker. Som Jens Kruuse glæder jeg mig, hver gang.
Og dette er ikke alene et spørgsmål om min personlige glæde. Jeg er sikker på, at venlighed er nødvendig for demokratiet. Det er ellers ikke det, der påstås. I demokratiet drejer det sig om uenighed og debat, vel ud fra en opfattelse af, at så finder man de rigtige løsninger. Og i den af og til nådesløse konfrontation ligger der også en demokratisk værdi, påstås det. Jeg mindes en radiodiskussion - pr. telefon -, jeg havde med den fremtrædende og med rette berøm-mede journalist og forfatter, Bent Blüdnikov. Det var i skyggen af ”Muhammedkrisen”. Efter hukommelsen udtalte han, at til et demokrati hører spot og forhånelse med som noget umisteligt. Det var lige ved, at det var Blüdnikovs egentlige definition på demokratiet! Således opfattede jeg det, og så blev vi afbrudt af studieværten. Men det forekom mig og gør det fortsat, at det var en fattig definition eller karakteristik.
Det er her, jeg tvært imod vover at definere demokrati, eller dets forud-sætning som venlighed. At turde vedstå, at det andets menneskes synspunkter har jeg svært ved at for-lige mig med, men mennesket, der har dem, kan jeg godt lide, og jeg har før noget andet brug for hans venlighed.
Jeg er udmærket klar over, at politi-kere, når de af og til voldsomt støder sammen i en debat, ikke betyder uvenskab. Mange af dem har det i det private rum overordentlig hyggeligt med hinanden.
Erik Eriksen, venstrehøvdingen, og kommunisten og folkesocialisten, Aksel Larsen var virkelig politiske modsætninger, hvad de aldrig lagde skjul på.
Privat var de nære venner. Det for-tælles, at ved Aksels Larsens 70 års-dag, sad Eriksen til højbords og hav-de Aksels gamle mor til bords.
Hvordan kunne en benhård gammel stalinist have et venskab med en grundtvigsk fynsk bonde og leder af et liberalt parti og det endda på partiets højrefløj? Svaret er måske at fin-de i venligheden, at man godt kunne nedgøre sin politiske modstander, men ikke mennesket.
Jeg savner i dag, at denne dimension er mere tydelig i den politisk debat, sådan som denne opleves i medier-ne. At venligheden i omgang er en klangbund, også for uenigheden. For så er der også markeret en afstand til hån og spot. Thi bliver disse forud-sætningen, så såres man, og bliver man det, er det slut med åbenheden, også i uenigheden.
Og så er det nærliggende at nævne det svineri, der udfolder sig på de sociale medier. Hvor det ikke hand-ler om drøftelse og saglighed, men om at nedgøre mennesker og helst ødelægge dem. Og så er der ikke no-get at glæde sig over. Så er man luk-ket inde i vredens dæmoni og har nok også helt mistet evnen til at glæde sig over en lille mands venlighed, selv om det udelukkende er, når han går forbi.
Kjeld Holm
Citatet er af Jens Kruuse, fra sidste bind af hans erindringer, ”- og han levede lykkeligt”, fra 1976, hvor han ærligt beretter om sit liv, ikke mindst dets skyggesider, med bedrag og svigt. Også i forhold til hans kone, som han da havde levet et langt liv med, men så forlod til fordel for en langt yngre kvinde. Han beretter om, hvordan de bosætter sig i et lille hus på kanten af Skåde bakker i Aarhus. Han fortæller om deres lykkelige liv dér, der dog varede kort, for i 1978 døde Kruuse efter at være blevet in-valideret af en blodprop i hjernen.
Erindringsbogen er skrevet med hele Kruuses veloplagte sprogsans og med hans fabelagtige hukommelse for mennesker og begivenheder. Og med hans venlighed, som i virke-ligheden er en livsholdning.
Det er i erindringerne, at den lille scene med pudlen og den venlige mand, som glæder Kruuse, udfolder sig. Nu er det givetvis min alder, der gør, at jeg kommer i tanker om det. En erfaringssammensmeltning! At venlighed ikke er en selvfølgelighed, men optræder i tilværelsen og skaber livsmod.
Tidligere glædede jeg mig over så meget andet. Venlighed var godt nok, men det kom relativt langt nede, der var så meget andet, som kræ-vede engagement.
I dag er der meget at glæde sig over men altså også venlighed. Sådan har jeg det, når det tilfældige møde i Bruunsgade bliver til mere end en hold snak. Eller i butikkerne, på ind-køb. Lotte i brugsen, der bestandig hjælper med at finde dette eller hint på hylderne, og har tid til at sludre, skønt hun ellers har nok at lave. Eller damen i bagerbutikken, der efterhån-den ved, hvad slags rugbrød, jeg foretrækker. Som Jens Kruuse glæder jeg mig, hver gang.
Og dette er ikke alene et spørgsmål om min personlige glæde. Jeg er sikker på, at venlighed er nødvendig for demokratiet. Det er ellers ikke det, der påstås. I demokratiet drejer det sig om uenighed og debat, vel ud fra en opfattelse af, at så finder man de rigtige løsninger. Og i den af og til nådesløse konfrontation ligger der også en demokratisk værdi, påstås det. Jeg mindes en radiodiskussion - pr. telefon -, jeg havde med den fremtrædende og med rette berøm-mede journalist og forfatter, Bent Blüdnikov. Det var i skyggen af ”Muhammedkrisen”. Efter hukommelsen udtalte han, at til et demokrati hører spot og forhånelse med som noget umisteligt. Det var lige ved, at det var Blüdnikovs egentlige definition på demokratiet! Således opfattede jeg det, og så blev vi afbrudt af studieværten. Men det forekom mig og gør det fortsat, at det var en fattig definition eller karakteristik.
Det er her, jeg tvært imod vover at definere demokrati, eller dets forud-sætning som venlighed. At turde vedstå, at det andets menneskes synspunkter har jeg svært ved at for-lige mig med, men mennesket, der har dem, kan jeg godt lide, og jeg har før noget andet brug for hans venlighed.
Jeg er udmærket klar over, at politi-kere, når de af og til voldsomt støder sammen i en debat, ikke betyder uvenskab. Mange af dem har det i det private rum overordentlig hyggeligt med hinanden.
Erik Eriksen, venstrehøvdingen, og kommunisten og folkesocialisten, Aksel Larsen var virkelig politiske modsætninger, hvad de aldrig lagde skjul på.
Privat var de nære venner. Det for-tælles, at ved Aksels Larsens 70 års-dag, sad Eriksen til højbords og hav-de Aksels gamle mor til bords.
Hvordan kunne en benhård gammel stalinist have et venskab med en grundtvigsk fynsk bonde og leder af et liberalt parti og det endda på partiets højrefløj? Svaret er måske at fin-de i venligheden, at man godt kunne nedgøre sin politiske modstander, men ikke mennesket.
Jeg savner i dag, at denne dimension er mere tydelig i den politisk debat, sådan som denne opleves i medier-ne. At venligheden i omgang er en klangbund, også for uenigheden. For så er der også markeret en afstand til hån og spot. Thi bliver disse forud-sætningen, så såres man, og bliver man det, er det slut med åbenheden, også i uenigheden.
Og så er det nærliggende at nævne det svineri, der udfolder sig på de sociale medier. Hvor det ikke hand-ler om drøftelse og saglighed, men om at nedgøre mennesker og helst ødelægge dem. Og så er der ikke no-get at glæde sig over. Så er man luk-ket inde i vredens dæmoni og har nok også helt mistet evnen til at glæde sig over en lille mands venlighed, selv om det udelukkende er, når han går forbi.
Kjeld Holm