Bundethed og frihed
Af Kjeld Holm
Debatten om et eventuelt kirkeligt velsignelsesritual har afdækket andre modsætninger i folkekirken kostet mange debatter og personligt engagement i en årrække, medens jeg var biskop. Det endte – efter min mening – lykkeligt, men det klargjorde også et andet kontroversielt spørgsmål, thi det drejede sig dybest set om, hvad en kirke er! Det blev i den sammenhæng fremført, stærkest af Indre Mission, at en kirke før noget andet skal være bundet til Bibel og Bekendelse, og hvis den historiske størrelse som Den danske Folkekirke er, vedtager noget eller gør noget, der strider imod afgørende udsagn i Bibelen, så er den holdt op med at være en kristen kirke. Synspunktet er ikke nyt. Det blev med lignende lidenskab fremført, da den odenseanske biskop, Øllgaard i 1948 ordinerede de første kvindelige præster. Og da P. G. Lindhardt i begyndelsen af 50’erne gik til angreb på den kristendomsopfattelse, der gjorde livet på jorden til noget mindreværdigt og fastslog, at intet menneske havde krav på et evigt liv, var der stærke røster i kirken, der krævede, at Lindhardt blev afskediget som hjælpepræst ved Vor Frue Kirke i Århus. Begge gange var argumentationen præcis den, at en kirke, der tillod, at der blev stillet spørgsmålstegn ved bibelske udsagn, prisgav sig tidsånden og ville være mere kirke for den end for Kristus. Men bygger kirken overhovedet på Bibelen? Ja, naturligvis gør den det! Men det er vigtigt at slå et afgørende forhold fast, nemlig at kirken var før noget hed Bibelen. Kirken blev skabt på den tro, som måske stærkest kommer til udtryk i det nytestamentlige værk om de kristnes først historie, Apostlenes Gerninger, og i Paulus’ breve, at nogle troede fuldt og fast på, at Jesus fra Nazaret var opstået fra de døde påskemorgen. På den tro samledes de i deres huse, og man må forestille sig, at de har fortalt hinanden de beretninger om Jesus, de havde hørt og nogle de ældste i menigheden havde måske ovenikøbet selv kendt Jesus og fulgtes med ham i en kortere og længere tid. Eller de gentog det måltid, man vidste Jesus havde holdt med sine disciple den sidste aften i Jerusalem, og man døbte de nye troende, således som man havde hørt Jesus selv var blevet døbt i Jordan floden. Men når man erindrer og genfortæller, så fortolker man også. Paulus gør det i én uendelighed i sine breve til forskellige nydannede menigheder. Hvad betyder det, at Kristus er opstanden? Hvordan skal jeg herefter leve med mine medmennesker? Hvordan skal vi indrette os, for at det kristne budskab kan høres? Men i alt er der tale om tolkninger. Vel fremsættes det autoritært af Paulus, for hvem vil ikke gerne have sit anliggende frem, men tolkninger af det kristne budskab er det ligevel! Kirkens historie har siden været en tolkningshistorie. Ganske vist på baggrund af Det nye Testamente, som efterhånden voksede frem af de første tolkninger. Bundet til budskabet om Guds komme til denne verden i skikkelse af Jesus Kristus, men fri på den måde, at ethvert menneske selv må tolke dette budskab i ansvar og ud fra sit eget liv. Således som Luther tolkede det kristne budskab ud fra et eneste personligt anliggende: Hvordan får jeg en nådig Gud? I mit gamle sogn, Ellevang sogn, boede der en gammel dame, der for længst er død. Hun var en markant personlighed og havde en evne til at formulere sig præcist. En dag blev der ringet på hendes dør, og en person, nok fra Jehovas vidner ude på opgangen spurgte hende: Tror De på Bibelen? Nej, svarede hun, jeg tror på Kristus! Sådan! |
|