Julen er troens arvegods
ved Margrethe Kofoed
Jul er julesorg, juleglæde og julefred. Julen er også troens arvegods.
Der fortælles, at Grundtvig sad oppe en hel julenat for at skrive sin prædi-ken til Julemorgen.
Det var dengang, der ikke afholdtes gudstjenester juleaften.
Men han havde ”ramt muren”; han kunne ikke skrive et ord. Han var i én af de mange perioder i sit liv, hvor depression, tungsind og mørke spærrede ham inde i sig selv.
Han forlod sit studerekammer og gik rundt på må og få i det stille hus, hvor alle andre sov.
Da nåede han frem til børneværelset og så ind til sine sødt sovende børn, ”puslingerne”, der lå med smil på læberne. Måske drømte de om Jule-morgen og julegaverne, som man, også dengang, først fik Julemorgen.
Senere fortalte Grundtvig, at det var netop dér, han ”fik en salme” – julesalmen ”Velkommen igen Guds engle små”.
Tilbage i studereværelset skrev Grundtvig versene ned. Det blev hans prædiken den julemorgen!
Den salme er et deprimeret menneskes julesang, som fortæller om jule-glæden på trods og på tværs af alt det, der gør ondt i livet.
Salmen slutter med disse linjer:
Vor Fader i Himlen! Lad det ske!
Lad julesorgen slukkes!
Hvem af os forbinder ikke et eller andet med begrebet ”julesorg”? Nogle af os kan måske sætte ord på, hvad det indebærer, at julen aldrig bliver den samme, fordi de har mistet et elsket menneske. Især julen er den højtid, hvor vi på godt og ondt fejrer, eller netop ikke fejrer den, i familiens skød. Især julen minder os om savnet over det og dem, der var.
Julesorgen kan også bare være noget mere diffust, noget, der ikke sådan kan beskrives med ord. En følelse af tabt uskyld? At juleglæden aldrig bliver ligeså ren og hel, som den var i barndommen.
Julesorgen bliver på den måde en form for vemod over, at tiden går, at de dyrebare stunder kun findes i vo-res erindring.
Også Juleevangeliet er et glædeligt budskab, som vi skal insistere på at tage imod.
For juleglæden og julefreden er stærk nok til, at julesorgen kan slukkes:
Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren.
Freden og glæden findes i det bud-skab; den fred og den glæde, ingen af os hverken kan tage eller give os selv. Det kommer til os, uforskyldt.
Da byder vor Herre selv Guds fred
til dem, den efterhige;
da åbner sig himlens borgerled,
da kommer ret Guds rige.
Julens evangelium er også troens arvegods.
Vi værgrer os måske over at skulle sige det højt eller tydeligt give tilken-de, hvad vi tror på, og hvordan vi gør det. Vi grundtvigsksindede i særdelshed sætter den enkeltes fri-hed højt. Det falder os sært nok svært, det der med at sætte ord på vores tro og trosliv.
Det er af allerstørste betydning, at gudsordets frø bliver sået af nogen. Troen og evangeliet skal gentages, gentages og gentages og fortsætte med at blive gentaget (det er blandt andet også derfor, vi går i kirke) for vore børn og børnebørn. Det er vores ansvar at hjælpe de næste generatio-ner til at lære evangeliet, kirken og gudstjenesten at kende. Det kommer ikke bare af sig selv. Ordet skal sås, ellers kan det ikke vokse i nye sind og blive bærende for andre mennesker end os selv. Ordet skal rækkes videre. Derfor spiller vi som kristen menighed en nok så væsentlig rolle i kristendommens historie. Det er skæbnesvangert for vores generation, at vi er her, og hvad vi giver vi-dere.
Vi driver ikke en menighedsvirksomhed. Vi driver menighed, fordi det betyder noget for os. Fordi vi tror, der er en livsvigtig sandhed i fortællingen om barnet i betlehemskrybben, tømrersønnen fra Nazareth, der har vist og fortalt os om, hvem Gud er.
Vi driver menighed, fordi vi tror, at menneskelivet trives bedst der, hvor det folkelige og kristelige går hånd i hånd. Fordi vi tror, det er godt at væ-re en del af fællesskabet i en menig-hed.
Fordi vi tror, at Grundtvig har fat i noget helt essentielt, når han i sine salmer og sange kan digte både om Thor og Freja, David og Goliat, Ma-ria, Josef og Jesus, så vi mærker, at alt dette er noget, vi er en del af.
Vi er en del af noget stærkt og stort; noget, der er som et træ, hvis rødder rækker langt ned i forfædrenes jord, og hvis grene strækker sig mod him-len og ud i fremtiden.
Ordet, gudstjenesten, salmerne – det at være en del af en god og stærk menighed, alt det skal gives videre fra slægt til slægt.
Det er vores ansvar.
Guds gerning hos os dyder tre begynde og fuldende:
Med Kristus kom de ovenned,
og tro og håb og kærlighed er navnet på de trende.
….
Om julen synger troen bedst med engle-toner søde,
og håbet har sin høje fest i påske-morgenrøde,
og kærligheden, klar og mild,
den er vort hjertes pinse-ild, når vore tunger gløde.
(fra Grundtvigs salme: Til klart Guds ansigt vi skal se).
Vi skal ikke frygte. Vi skal fatte mod.
Der fortælles, at Grundtvig sad oppe en hel julenat for at skrive sin prædi-ken til Julemorgen.
Det var dengang, der ikke afholdtes gudstjenester juleaften.
Men han havde ”ramt muren”; han kunne ikke skrive et ord. Han var i én af de mange perioder i sit liv, hvor depression, tungsind og mørke spærrede ham inde i sig selv.
Han forlod sit studerekammer og gik rundt på må og få i det stille hus, hvor alle andre sov.
Da nåede han frem til børneværelset og så ind til sine sødt sovende børn, ”puslingerne”, der lå med smil på læberne. Måske drømte de om Jule-morgen og julegaverne, som man, også dengang, først fik Julemorgen.
Senere fortalte Grundtvig, at det var netop dér, han ”fik en salme” – julesalmen ”Velkommen igen Guds engle små”.
Tilbage i studereværelset skrev Grundtvig versene ned. Det blev hans prædiken den julemorgen!
Den salme er et deprimeret menneskes julesang, som fortæller om jule-glæden på trods og på tværs af alt det, der gør ondt i livet.
Salmen slutter med disse linjer:
Vor Fader i Himlen! Lad det ske!
Lad julesorgen slukkes!
Hvem af os forbinder ikke et eller andet med begrebet ”julesorg”? Nogle af os kan måske sætte ord på, hvad det indebærer, at julen aldrig bliver den samme, fordi de har mistet et elsket menneske. Især julen er den højtid, hvor vi på godt og ondt fejrer, eller netop ikke fejrer den, i familiens skød. Især julen minder os om savnet over det og dem, der var.
Julesorgen kan også bare være noget mere diffust, noget, der ikke sådan kan beskrives med ord. En følelse af tabt uskyld? At juleglæden aldrig bliver ligeså ren og hel, som den var i barndommen.
Julesorgen bliver på den måde en form for vemod over, at tiden går, at de dyrebare stunder kun findes i vo-res erindring.
Også Juleevangeliet er et glædeligt budskab, som vi skal insistere på at tage imod.
For juleglæden og julefreden er stærk nok til, at julesorgen kan slukkes:
Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren.
Freden og glæden findes i det bud-skab; den fred og den glæde, ingen af os hverken kan tage eller give os selv. Det kommer til os, uforskyldt.
Da byder vor Herre selv Guds fred
til dem, den efterhige;
da åbner sig himlens borgerled,
da kommer ret Guds rige.
Julens evangelium er også troens arvegods.
Vi værgrer os måske over at skulle sige det højt eller tydeligt give tilken-de, hvad vi tror på, og hvordan vi gør det. Vi grundtvigsksindede i særdelshed sætter den enkeltes fri-hed højt. Det falder os sært nok svært, det der med at sætte ord på vores tro og trosliv.
Det er af allerstørste betydning, at gudsordets frø bliver sået af nogen. Troen og evangeliet skal gentages, gentages og gentages og fortsætte med at blive gentaget (det er blandt andet også derfor, vi går i kirke) for vore børn og børnebørn. Det er vores ansvar at hjælpe de næste generatio-ner til at lære evangeliet, kirken og gudstjenesten at kende. Det kommer ikke bare af sig selv. Ordet skal sås, ellers kan det ikke vokse i nye sind og blive bærende for andre mennesker end os selv. Ordet skal rækkes videre. Derfor spiller vi som kristen menighed en nok så væsentlig rolle i kristendommens historie. Det er skæbnesvangert for vores generation, at vi er her, og hvad vi giver vi-dere.
Vi driver ikke en menighedsvirksomhed. Vi driver menighed, fordi det betyder noget for os. Fordi vi tror, der er en livsvigtig sandhed i fortællingen om barnet i betlehemskrybben, tømrersønnen fra Nazareth, der har vist og fortalt os om, hvem Gud er.
Vi driver menighed, fordi vi tror, at menneskelivet trives bedst der, hvor det folkelige og kristelige går hånd i hånd. Fordi vi tror, det er godt at væ-re en del af fællesskabet i en menig-hed.
Fordi vi tror, at Grundtvig har fat i noget helt essentielt, når han i sine salmer og sange kan digte både om Thor og Freja, David og Goliat, Ma-ria, Josef og Jesus, så vi mærker, at alt dette er noget, vi er en del af.
Vi er en del af noget stærkt og stort; noget, der er som et træ, hvis rødder rækker langt ned i forfædrenes jord, og hvis grene strækker sig mod him-len og ud i fremtiden.
Ordet, gudstjenesten, salmerne – det at være en del af en god og stærk menighed, alt det skal gives videre fra slægt til slægt.
Det er vores ansvar.
Guds gerning hos os dyder tre begynde og fuldende:
Med Kristus kom de ovenned,
og tro og håb og kærlighed er navnet på de trende.
….
Om julen synger troen bedst med engle-toner søde,
og håbet har sin høje fest i påske-morgenrøde,
og kærligheden, klar og mild,
den er vort hjertes pinse-ild, når vore tunger gløde.
(fra Grundtvigs salme: Til klart Guds ansigt vi skal se).
Vi skal ikke frygte. Vi skal fatte mod.