Jamen! Det er fedt.
Af Kjeld Holm
|
For år tilbage var jeg til gudstjeneste et sted i Aarhus Stift. Jeg var bare taget afsted, og troede egentlig, at der var tale om almindelig dansk højmesse, men det var det nu ikke. Det var en gudstjeneste, der i høj grad var tilrettelagt af og udført af konfirmander, og det var i alle henseender en god oplevelse, så jeg blev slet ikke skuffet. Da jeg kørte hjem, kom jeg til at tænke på, at nu havde jeg i det meste af en time lyttet til 12-13 årige der sammen med præsten havde til rette lagt gudstjenesten og ikke én gang hørt nogle sige, ”det er fedt”. Det var en sand befrielse!
|
Nu er det ikke kun Corona, der smitter. Det gør sproget også. Man ved ikke rigtig, hvordan det går til, men én bruger et udtryk, sikkert i TV, og så fortsætter andre, og pludselig siger alle det. I dag skal man have en alder som undertegnede for ikke at sige fedt i en uendelighed, og det om alt. Og åbenbart spekulerer ingen over, at udtrykket er grimt og vel egentlig slet ikke egnet til at give udtryk for, at noget er godt eller fint.
Og når man lytter til et interview, svarer den udspurgte altid til en begyndelse, ”jamen”. Helt uafhængig af det næstfølgende. Ordet jamen udtrykker vist nærmest et forbehold eller en tvivl. Men nu er det blot blevet et fyldord, eller en erstatning for en tænkepause.
Og således er det med det ene ord efter det andet, og den ene vending efter den anden. ”På den korte bane, og på den lange bane”, ”på den store klinge (Bjarne Riis har ikke levet for-gæves!) eller ”på sigt”! Hvad angår det sidste er det egentlig ikke me-ningsgivende. Enten må det hedde, ”på kortere sigt” eller ”på længere sigt”.
Nu er det ikke for at spille Hieronimus og tilbageskuende sige, at i gamle dage talte folk meget pænere.
Jeg ved naturligvis, at også et sprog udvikler sig, og at det tager skikkelse af den verden, der i øjeblikket er vores. Derfor behøver man dog ikke at acceptere, at noget gøres grimmere og utydeligere, end det er nødvendigt. Vi er i dag fælles om at bekæmpe forureningen, så burde vi også kunne være fælles om at bekæmpe sprogforurening.
Nu er jeg i omfattende grad påvirket af Søren Kierkegaard, og dermed også af hans opfattelse af sproget.
Denne geniale danske filosof var overbevist om, at vejen til en dybere indsigt i verden var identisk med at lytte til, hvad sproget siger om den. Eller han hævdede, at først i og med sproget bliver et menneskes virke-lighed til, og derfor var det ham alt om at gøre at beherske alle sprogets registre. Jo mere nuanceret sproget var, desto større bliver verden, desto skønnere blev den også. Modsat her-til, hvis sproget bliver fattigt og enty-digt, bliver virkeligheden det også. Og når sproget bliver grimt, bliver verden det også.
Kierkegaard selv kunne formidle sprogets og dermed livets nuancer og skønhed på uforlignelig vis, når han hyldede det danske sprog, ”et sprog, der ikke uden udtryk for det store, det afgørende, det fremtrædende har en yndig, en tækkelig, en livsalig forkærlighed for mellemtan-ken og bibegrebet og tillægsordet og stemningens småsnakken, - et sprog, der forstår spøg nok så godt som al-vor”.
Det ville være godt, om det sprog kunne bevares. Eller fedt, ville måske nogle sige!
Kjeld Holm
Og når man lytter til et interview, svarer den udspurgte altid til en begyndelse, ”jamen”. Helt uafhængig af det næstfølgende. Ordet jamen udtrykker vist nærmest et forbehold eller en tvivl. Men nu er det blot blevet et fyldord, eller en erstatning for en tænkepause.
Og således er det med det ene ord efter det andet, og den ene vending efter den anden. ”På den korte bane, og på den lange bane”, ”på den store klinge (Bjarne Riis har ikke levet for-gæves!) eller ”på sigt”! Hvad angår det sidste er det egentlig ikke me-ningsgivende. Enten må det hedde, ”på kortere sigt” eller ”på længere sigt”.
Nu er det ikke for at spille Hieronimus og tilbageskuende sige, at i gamle dage talte folk meget pænere.
Jeg ved naturligvis, at også et sprog udvikler sig, og at det tager skikkelse af den verden, der i øjeblikket er vores. Derfor behøver man dog ikke at acceptere, at noget gøres grimmere og utydeligere, end det er nødvendigt. Vi er i dag fælles om at bekæmpe forureningen, så burde vi også kunne være fælles om at bekæmpe sprogforurening.
Nu er jeg i omfattende grad påvirket af Søren Kierkegaard, og dermed også af hans opfattelse af sproget.
Denne geniale danske filosof var overbevist om, at vejen til en dybere indsigt i verden var identisk med at lytte til, hvad sproget siger om den. Eller han hævdede, at først i og med sproget bliver et menneskes virke-lighed til, og derfor var det ham alt om at gøre at beherske alle sprogets registre. Jo mere nuanceret sproget var, desto større bliver verden, desto skønnere blev den også. Modsat her-til, hvis sproget bliver fattigt og enty-digt, bliver virkeligheden det også. Og når sproget bliver grimt, bliver verden det også.
Kierkegaard selv kunne formidle sprogets og dermed livets nuancer og skønhed på uforlignelig vis, når han hyldede det danske sprog, ”et sprog, der ikke uden udtryk for det store, det afgørende, det fremtrædende har en yndig, en tækkelig, en livsalig forkærlighed for mellemtan-ken og bibegrebet og tillægsordet og stemningens småsnakken, - et sprog, der forstår spøg nok så godt som al-vor”.
Det ville være godt, om det sprog kunne bevares. Eller fedt, ville måske nogle sige!
Kjeld Holm